Faktaboks

Freddy Fraek

Freddy Fræk, Freddy Poulsen

Født
1935
Død
2016

Freddy Fraek var en dansk grafiker og billedhugger. Som den bramfri sanger Freddy Fræk med banjo, kazoo og kasket blev han landskendt i 1960'erne (Nu skal vi ud og se på damer).

I 1968 medvirkede han i børne-tv-serien Sonja fra Saxogade, og senere indspillede han børnesange som Den lille frække Frederik og Skorstensfejeren gik en tur. Samtidig var han 1967-1979 tilknyttet Kunstakademiets skulpturafdeling, først som elev, siden som lærer.

Siden begyndelsen af 1980'erne arbejdede Freddy Fraek udelukkende som billedhugger, bl.a. i samarbejde med hustruen Gun Gordillo, begge med tilknytning til Galerie Denise René i Paris. Hans konstruktivistiske formsprog i sten, træ og stål kommer til sin ret i større udsmykningsopgaver som fx Lineal (1983) til Bandhagen tunnelbanestation i Stockholm og Vinden (1992) i Frederikshavn. Senere værker i det offentlige rum tæller bl.a. en installation i Trekroner ved Roskilde (2005). Freddy Fraek har tillige arbejdet med at forene lyd og (metal)skulptur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig