Faktaboks

François Quesnay
Født
4. juni 1694, Méré, Frankrig
Død
16. december 1774, Versaille, Frankrig
François Quesnay
Portræt af François Quesnay af ukendt kunstner uden år.
Af /Musée Carnavalet.

François Quesnay var en fransk læge og økonomisk-politisk forfatter, hvis arbejder fik betydelig indflydelse på udviklingen af den økonomiske videnskab.

Karriere

Quesnay var uddannet som kirurg og fra 1737 knyttet til Ludvig 15.s hof. I 1744 blev han doktor i medicin og blev livlæge for kongen og for Madame de Pompadour, og han fik bopæl på slottet i Versailles.

Videnskabeligt arbejde

Etableret i Versailles indledte han et forfatterskab, der gjorde ham til fysiokraternes ledende skikkelse.

Det økonomiske kredsløb

François Quesnays "Tableau Economique"
Francois Quesnays økonomiske model Tableau Economique. Fra et genoptryk af hans værk, Akademie-Verlag, Berlin, 1965.
Af /Biblioteca Europea di Informazione e Cultura.

Måske inspireret af en biologisk analogi opfattede han samfundsøkonomien som et kredsløb, hvor penge og varer udveksledes mellem landbrug, jordejere og byerhverv. Centralt i dette kredsløb stod landbruget. Her skabtes nemlig den produktion, navnlig korn, som alle andre direkte eller indirekte levede af, idet byerhvervene efter Quesnays opfattelse kun omformede det, som landbruget allerede havde skabt. Han viste, hvorledes dette kredsløb kunne analyseres i sit berømte Tableau économique (1758). Det var en økonomisk model, der gav en talmæssig belysning af den gensidige afhængighed mellem kredsløbets aktører.

Økonomisk politik

Quesnay søgte gennem sin kredsløbsmodel at vise fordelene ved en økonomisk politik, der opmuntrede til investeringer i landbruget, afskaffede monopoler og indførte fri konkurrence, også i udenrigshandelen. Hans opfattelse af landbrugerne som den produktive klasse i samfundet førte også til, at han ønskede dem friholdt for skatter.

Quesnays betydning

Samtiden anså Quesnays kredsløbsanalyse for en genial opdagelse på linje med de største inden for naturvidenskaben. Han var den første, der analyserede økonomien som et kredsløb, og hans analyse står som en forløber for senere tiders nationalregnskabsanalyser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig