François Pierre Guillaume Guizot

François Pierre Guillaume Guizot, 1787-1874, fransk historiker og politiker. Guizot var af protestantisk familie og blev i 1812 professor i historie. Under Restaurationen efter Napoleons fald var han 1814-20 knyttet til regeringen og medvirkede til den liberale lovgivning under Decazes. Da han under reaktionen efter 1820 havde undervisningsforbud 1822-28, skrev han en række omfattende historiske værker, bl.a. om den engelske revolution og om fransk og europæisk kulturhistorie, samt udgav historiske kildesamlinger. Desuden var han redaktør af romantikernes tidsskrift Le Globe og grundlagde La Revue française, det senere berømte Revue des deux mondes. Han blev ved Julirevolutionen i 1830 indenrigsminister, men forlod hurtigt regeringen, som var ham for frisindet.

Han var undervisningsminister 1832-37 og gennemførte i 1833 en bemærkelsesværdig folkeskolelov. Desuden oprettede han selskaber for fransk historie, for arkæologi og for udgivelse af historiske kilder. I 1840 blev han udenrigsminister og var 1840-48 de facto-regeringsleder, selvom han pga. elitens skepsis over for ham som protestant og universitetsmand indtil 1847 måtte overlade premierministerposten til den ubetydelige marskal Soult. Guizot sikrede ved hjælp af en stor gruppe deputerede embedsmænd flertallet i det censusvalgte parlament og gav kongen, Ludvig-Filip, stort politisk råderum. Hans forsigtige politik, hans modstand mod en beskeden udvidelse af valgretten, som ønskedes af borgerlige liberale, samt krisen i Europa efter 1846 gjorde ham mere og mere upopulær.

Guizots stejlhed og fejlbedømmelse af oppositionens styrke udløste i 1848 Februarrevolutionen, og han måtte flygte til England. Fra 1849 var han tilbage og koncentrerede sig resten af livet om sit store historiske forfatterskab. Han tilhørte den såkaldte filosofiske eller videnskabelige historikerskole, der lagde særlig vægt på historiens blinde kræfter og på kildekritik.