Franz von Papen

Faktaboks

Franz von Papen
født:
29. oktober 1879
død:
2. maj 1969

Franz von Papen, 29.10.1879-2.5.1969, tysk politiker. Franz von Papen var 1921-32 medlem af den preussiske landdag for det katolske parti Zentrum. Han var kendt for sit stærkt konservative sindelag og blev frontfigur for nogle højrekredses politiske manøvrer for en alliance mellem Adolf Hitler og det traditionelle højre.

Den 1.6.1932 blev Franz von Papen rigskansler og dannede i konflikt med rigsdagsflertallet en præsidialregering. Det lykkedes dog ikke at etablere et samarbejde med Hitler, og efter to tabte rigsdagsvalg trådte han den 3.12.1932 tilbage. I januar 1933 spillede von Papen på ny en vigtig rolle som formidler af kontakterne mellem højrekredsene og Hitler.

Han blev vicerigskansler og rigskommissær for Preussen i Hitlers regering den 30.1.1933. 1934-38 var han tysk udsending i Østrig, fra 1936 som ambassadør, hvor han aktivt arbejdede for Anschluß, og 1939-44 var han ambassadør i Tyrkiet.

Efter 2. Verdenskrig blev Franz von Papen frikendt i Nürnbergprocessen i 1946, men 1947 idømt fængselsstraf ved en tysk domstol og løsladt i 1949.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig