Franz Werfel

Franz Werfel, 1890-1945, østrigsk forfatter, opvokset i Prag i et velstående jødisk miljø, ven med bl.a. Max Brod og Franz Kafka.

Efter spredte studier og en afbrudt købmandsuddannelse arbejdede Franz Werfel på et forlag i Leipzig (1912-14) og deltog i 1. Verdenskrig. Herefter boede han i Wien, hvorfra han flygtede i 1938 sammen med sin kone, Alma Mahler-Werfel. I 1940 kom han til USA.

Franz Werfels første digtsamlinger har programmatiske titler som Der Weltfreund (1911), Wir sind (1913), Einander (1915) og Der Gerichtstag (1919). I et højstemt ekstatisk sprog forkyndes et religiøst næstekærlighedsbudskab, som fandt stor genklang i en tid præget af rådvildhed, værdisammenbrud og krig.

Ekspressionistiske i tema og form er også det Freud-inspirerede drømmespil Spiegelmensch (1920) og romanen Nicht der Mörder, der Ermordete ist schuldig (1920).

De senere romaner spejler Werfels historiske studier, hans fascination af katolicismen og aktuelle politiske begivenheder. Barbara oder die Frömmigkeit (1929) skildrer Habsburg-monarkiets undergang som et værdiforfald, der kulminerer i 1. Verdenskrigs rædsler.

Die vierzig Tage des Musa Dagh (1933, da. De 40 Dage paa Musa Dagh, 1935) om det tyrkiske folkemord på kristne armeniere i 1915-17 fik på grund af de følgende års politiske begivenheder karakter af forudanelse. Das Lied von Bernadette (1941, da. Sangen om Bernadette, 1948) om miraklerne i Lourdes blev en af Werfels mest læste romaner.

Med Jacobowsky und der Oberst (1944, da. J. og Obersten, 1946, filmatiseret 1957) vendte Werfel med succes tilbage til dramaet. Hans sidste værk blev fremtidsromanen Stern der Ungeborenen (1946, da. De ufødtes stjerne, 1951), på samme tid en kritisk status over hele epoken og en vision om et anderledes samfund.

Franz Werfels værk er stort og uegalt. I den litterære kritik stod han ofte for skud, men han havde — og har — mange læsere.