Faktaboks

Franz Halder
Født
30. juni 1884
Død
2. april 1972
Franz Halder.
Franz Halder fotograferet i 1939, dekoreret med Jernkorset.
Af /https://www.bundesarchiv.de/DE/Navigation/Home/home.html.
Licens: CC BY SA 3.0

Franz Halder var en tysk officer. I perioden 1938-1942 var han chef for hærens generalstab og Adolf Hitlers vigtigste militære rådgiver. Halder havde det overordnede ansvar for planlægningen og gennemførelsen af den tyske hærs østfelttog. Han stod bag en række forordninger, som betød, at felttoget var præget af krigs- og folkedrabsforbrydelser i et omfang, historien hverken før eller siden har set mage til. Efter krigen blev han ansat som rådgiver i den amerikanske hær i spørgsmål om krigsførelse mod Sovjetunionen, og han blev tildelt en høj udmærkelse af den amerikanske præsident for sin indsats.

Franz Halders lynkarriere i den tyske hær

Halder var uddannet som artillerist og fungerede som tysk generalstabsofficer under 1. Verdenskrig og i mellemkrigstidens Tyskland. Han var ud af en konservativ bayersk officersfamilie og ikke udpræget positiv overfor nazismen, men udnyttede med glæde de karrieremuligheder, den kraftige oprustning efter Adolf Hitlers magtovertagelse tilbød ham.

Da generaloberst Ludwig Beck i 1938 trådte tilbage under Sudeterkrisen i protest mod Hitlers krigspolitik, efterfulgte Halder ham som chef for hærens generalstab med rang af generaloberst. Som Beck var Halder kritisk overfor det forcerede tempo i Hitlers ekspansionsplaner, og Halder havde i flere omgange føling med nationalkonservative officerer, der overvejede et kup mod Hitler for at undgå krig mod Storbritannien. Da det kom til stykket, stod Halder dog last og brast med Hitler og blev hurtigt dennes vigtigste militære rådgiver.

Halders ansvar under felttoget på østfronten

Halder havde det overordnede ansvar for planlægningen og gennemførelsen af den tyske hærs deltagelse i felttogene mod Polen, Frankrig, Balkan og Sovjetunionen. Han var således ansvarlig for det sæt af forbryderiske ordrer, som regulerede værnemagtens adfærd under det tyske felttog mod Sovjetunionen, der defineredes som tilintetgørelseskrig (Vernichtungskrieg) og indebar, at både værnemagtens, SS’ og politiets tropper fik frie hænder til brutal og folkeretsstridig krigsførelse imod civilbefolkningen og udryddelse af jøderne.

Den såkaldte kommissærordre gav den tyske hær mandat til at skyde tilfangetagne sovjetiske kommissærer (officerer, hvis opgave det var at sikre det kommunistiske partis kontrol med tropperne), men den blev opfattet som carte blanche til at at udrydde ”alle, der bare ser det mindste skævt til os”, som Hitler formulerede det.

Halder indgik aftale med sikkerhedspolitiets chef Reinhard Heydrich om, at dettes indsatsgrupper (Einsatzgruppen) og politibataljoner havde ubegrænset ret til at udrydde jøder i de områder, som kontrolleredes af den tyske hær, og tilsikrede politiet både logistisk og operativ assistance fra hæren.

Straffriheden for krigs- og folkedrabsforbrydelser

Mindre kendt er den såkaldte Kriegsgerichtsbarkeitserlaβ af den 13. maj 1941. Det var en forordning, der fritog tyske soldater for retsforfølgelse for de krigs- og folkedrabsforbrydelser, de begik imod civilbefolkningen i de af militæret administrerede områder som led i bekæmpelsen af modstands- og partisanbevægelsen. Forordningen indeholdt desuden den folkeretsstridige bestemmelse, efter hvilken værnemagten skulle ernære sig af det besatte lands ressourcer. Til det brug skulle de bl.a. konfiskere korn og husdyr i stort omfang. Forordningen gjorde det i realiteten straffrit at plyndre og mishandle sovjetiske civile og skyde dem uden dom.

De ’forbryderiske ordrer’ udmøntede nazismens racistiske, antisemitiske verdensanskuelse og afstedkom sammen med en giftig propaganda overfor soldaterne en hidtil uset brutalisering af den tyske krigsførelse imod Sovjetunionen. Denne medførte igen en forråelse af den sovjetiske krigsførelse og af Sovjetunionens besættelsespolitik i krigens slutfase og efter Det Tredje Riges kapitulation.

Krigsførelsen på det operative plan

På det operative plan tog Halder Hitlers forventning til sig om, at en lynkrig på nogle få uger ville kunne nedkæmpe Sovjetunionen og bringe Stalins kommunistiske styre til fald. Sejrsoptimismen i Berlin fik Halder til at undervurdere de logistiske vanskeligheder ved at føre krig imod et land af så stor territorial udstrækning som Sovjetunionen.

Allerede de første måneders spektakulære fremmarch i 1941 gav tyskerne store problemer med lange, sårbare forsyningslinjer og især mangel på brændstof til de hurtige motoriserede enheder, der udgjorde lynkrigens spydspidser. Så da vinteren kom, var den tyske offensiv reelt kørt fast, uden at de strategiske mål om at erobre Moskva og Leningrad var nået.

I vinterslaget om Moskva 1941/1942 led tyskerne store tab. Dertil kom, at den kun delvist mobiliserede tyske krigsøkonomi havde store vanskeligheder med at forsyne den tyske østhær med ammunition, brændstof og levnedsmidler. Tilsammen gjorde forholdene en tysk sejr i østfelttoget tvivlsom.

Uenigheden mellem Franz Halder og Hitler

Efter at Adolf Hitler i december 1941 overtog kommandoen over den tyske værnemagt, kom Halder i stigende grad i modsætningsforhold til diktatoren. Halder var uenig i dennes beslutning for forårsoffensiven 1942 om samtidige angreb på østfrontens nordlige og sydlige afsnit. Det var han, fordi de tyske styrker dermed blev spredt for meget.

Uenigheden førte til, at Hitler i september 1942 fyrede Halder som generalstabschef og erstattede ham med Kurt Zeitzler.

Resten af krigen fik den nu aldrende Halder ingen kommandoer. Efter attentatforsøget mod Hitler 20. juli 1944 blev han – uden at have taget del i sammensværgelsen – anholdt, anbragt i koncentrationslejr og senere i en interneringslejr for ’særlige fanger’. I maj 1945 blev han befriet af de allierede og kom i amerikansk krigsfangenskab.

Vidne i Nürnbergprocessen

På baggrund af den centrale rolle, Halder spillede for den tyske krigsførelse på østfronten, er hans efterkrigskarriere bemærkelsesværdig. Som vidne i Nürnbergprocessen lykkedes det Halder at holde hærens overkommando og dermed sig selv fri af anklager for krigs- og folkedrabsforbrydelser.

Han fik brede dele af både den tyske og vestlige offentlighed til at acceptere tesen om, at det tyske angreb på Sovjetunionen var kommet et sovjetisk angreb i forkøbet (præventivkrigstesen). Han skabte legenden om, at værnemagten havde kæmpet ærefuldt, sobert og folkeretskonformt, mens forbrydelserne alene skulle tilskrives Hitler, Himmler og SS-styrkerne.

Franz Halder i den amerikanske hær

På det grundlag, og fordi de amerikanske væbnede styrker under optakten til den kolde krig stod uden sikker viden om, hvordan det var at føre en landkrig mod Sovjetunionen, blev Halder i 1946 ansat af den amerikanske hærs historiske afdeling for Operational History, (German Section), endda som dennes chef.

Afdelingen bestod af tyske officerer, hvis opgave det var på baggrund af egne oplevelser og erfaringer fra østfelttoget at udarbejde analyser af, hvordan en mulig krig mod Sovjetunionen skulle føres. Cirka 500 tyske officerer – mange med generalsrang – udarbejdede frem til 1948 ca. 1.000 rapporter med et samlet sidetal på 34.000 sider. De omhandlede alle væsentlige aspekter af den tyske krigsførelse mod Sovjetunionen, men fortav helt de systematiske forbrydelser imod sovjetiske krigsfanger, jøder og andre civile. Afdelingen fungerede indtil 1961, hvor indførelsen af taktiske atomvåben gjorde 2. Verdenskrigs erfaringer umoderne.

Halders kontrafaktiske historieskrivning og fejring

Halder og hans medarbejdere benyttede lejligheden til i de omfangsrige fremstillinger stærkt kontrafaktisk at fremstille den tyske hær som havende kæmpet en "anstændig" krig i overensstemmelse med krigens skrevne og uskrevne love.

Østfelttogets grundlæggende karakter af tilintetgørelseskrig blev fortiet, og de krigs- og folkedrabsforbrydelser, som prægede denne fra start til slut, blev tilskrevet det nazistiske parti og dettes underorganisation SS.

Amerikanerne vurderede Halders indsats som så værdifuld, at den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1961 tildelte ham Meritorious Civil Service Award, en høj civil udmærkelse i USA. Som den eneste tysker i historien er Halder således både blevet dekoreret af Adolf Hitler (med Jernkorsets ridderkors i 1939) og af den amerikanske præsident.

Hans Kriegstagebuch (udgivet i tre bind 1962-1964) er trods sin apologetiske tendens blevet brugt som en vigtig kilde til Hitlers krig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig