Frantz Howitz, 1828-1912, dansk kirurg og gynækolog, der var overlæge på Frederiksberg Hospital 1869-1903 og blev Nordens første gynækolog. I 1863 udførte han i patientens hjem Danmarks første bughuleoperation ved at operere en stor cyste på æggestokken. I 1891 påviste han, at indtagelse af skjoldbruskkirtler fra kalve tilberedt som stuvning helbreder patienter med for lavt stofskifte (myksødem); dette var den første vellykkede medicinske behandling af en endokrinologisk sygdom.