František Antonín Kolowrat, 1778-1861, østrigsk greve og statsmand. Kolowrat ledede 1809-26 forvaltningen af Bøhmen; fra 1827 stod han i spidsen for de østrigske statsfinanser. Efter kejser Frans 2.s død i 1835 indtrådte han sammen med fyrst Metternich i den såkaldte statskonference, som pga. Ferdinand 1.s sygdom udgjorde den faktiske regering. Modsætningen mellem Kolowrat og Metternich førte til total stagnation i statsledelsen. Efter Martsrevolutionen og Metternichs fald i 1848 ledede Kolowrat kortvarigt monarkiets første konstitutionelle ministerium.