Frans 2. - tysk-romersk kejser og østrigsk kejser

Faktaboks

Frans 2.
født:
12. februar 1768
død:
2. marts 1835

Frans 2., 12.2.1768-2.3.1835, tysk-romersk kejser 1792-1806, østrigsk kejser under navnet Frans 1. 1804-35, søn af Leopold 2. Frans 2.s første mange regeringsår var præget af krigene mod det revolutionære Frankrig og senere mod Napoleon. For ham var målet at besejre den franske imperialisme i Europa og fastholde den enevældige samfundsindretning. Østrig mistede imidlertid store territorier i begyndelsen af 1800-t., og monarkiets finanser var ødelagt.

Efter at Napoleon havde udråbt sig selv til kejser, proklamerede Frans 2. i 1804 kejserdømmet Østrig, og i 1806 erklærede han Det Tysk-romerske Rige for opløst. Dette skete både for at forhindre Napoleon i at overtage kejserværdigheden, og fordi Det Tysk-romerske Rige nu var reduceret til den østrigske kejsers arvelande. Frans accepterede i et forsøg på forståelse med Frankrig, at hans datter Marie-Louise i 1810 blev gift med Napoleon. Alligevel gik Frans med i den afgørende koalition mod ham.

Indenrigspolitisk fastholdt Frans 2. et strengt konservativt system, som bekæmpede alle liberale initiativer. Han var, i lighed med den samtidige danske konge, Frederik 6., borgerlig af væsen og havde udpræget sans for retfærdighed og for fyrstemagtens guddommelighed.

Der blev i Frans 2.s regeringstid grundlagt industrielle, finansielle og videnskabelige institutioner, der pegede fremad.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig