Den franske forfatning, Den Femte Republik, er karakteriseret ved en magtfuld præsident og et tilsvarende svagt parlament. Forfatningen blev skrevet af Charles de Gaulle i 1958, som ville give det politiske system i Frankrig legitimitet, stabilitet og handlekraft. Det er lykkedes, men prisen har været en stærk topstyring, stor afstand mellem borgere og beslutningstagere og mangelfuld politisk repræsentation.
Præsident Emmanuel Macron deltager i militærparade den 14. juli 2017. Af J.Barande/École Polytechnique.
CC BY SA 2.0
Frankrigs præsident
Præsidentens beføjelser
Frankrigs præsident har meget udstrakte beføjelser. Præsidenten er statsoverhoved, regeringsleder og hærchef og den eneste, der kan beslutte, om der skal anvendes atomvåben. Præsidenten udpeger en premierminister efter eget valg, og han eller hun kan opløse Nationalforsamlingen. Præsidenten er derudover garant for, at forfatningen overholdes, at statens institutioner fungerer, og at den nationale suverænitet respekteres. Præsidenten kan underskrive internationale traktater, udskrive folkeafstemninger og benåde dømte forbrydere. Under alvorlige og akutte kriser, der truer nationens uafhængighed, kan præsidenten få "særlige beføjelser" til at lede landet direkte uden om de sædvanlige demokratiske procedurer.
Den franske forfatning er et semipræsidentielt styre. Det er ikke et parlamentarisk styre, da det er præsidenten og ikke parlamentet, der vælger premierministeren. Men det er heller ikke et rent præsidentielt styre (som i USA), hvor der ikke er en premierminister.
Det franske styre har to hoveder, præsidenten og premierministeren, men premierministeren er klart underordnet præsidenten. Den demokratiske legitimitet går gennem det direkte valg fra befolkningen til præsidenten, der uddelegerer den til premierminister og regering. Præsidenten er altså den egentlige kilde til og indehaver af den politiske magt.
Historien om et embede
Efter 2. Verdenskrig stemte franskmændene med overvældende flertal for, at der skulle skrives en ny forfatning. En grundtanke i Den Fjerde Republik var, at den skulle gøre det umuligt for en stærk mand at gribe magten.
Parlamentet, der blev set som en garant for demokratiet, fik en dominerende rolle i forhold til regeringen, og præsidenten var en kransekagefigur uden politisk magt. Ulempen var, at systemet var ustabilt, og regeringerne faldt på stribe. Da Frankrig sidst i 1950’erne kom ud i en eksistentiel krise med Algierkrigen og truende militærkup, blev den politiske ledelse lammet.
Embedets reformator: Charles de Gaulle
I juni 1958 bad Nationalforsamlingen derfor den tidligere modstandsleder Charles de Gaulle om at overtage regeringsledelsen. De Gaulle krævede seks måneder, hvor han fik fuldmagt til at regere, og hvor han kunne skrive en ny forfatning.
Den Fjerde Republik faldt, fordi den havde manglet autoritet, stabilitet og legitimitet. De Gaulle skulle sørge for, at det ikke gentog sig. Det var i hans øjne livsnødvendigt, at Frankrig fik et styre med den fornødne beslutningskraft, stabilitet og effektivitet. Det gjaldt om at styrke den udøvende magt og helst samle denne i hænderne på en enkelt person med maksimal demokratisk legitimitet.
Det mål blev nået ad to omgange: først gennem vedtagelsen af den nye forfatning i 1958 og dernæst gennem en reform i 1962, der indførte direkte valg til præsidentposten. Dermed blev præsidenten til et direkte udtryk for folkeviljen.
Præsidenten og regeringen
Præsidenten udpeger premierministeren og de andre ministre efter premierministerens indstilling. Premierministeren leder regeringen og dens daglige arbejde. Regeringen bestemmer og fører landets politik. I udgangspunktet er der altså tale om en arbejds- og rollefordeling mellem præsident og premierminister. Præsidenten repræsenterer nationen og har diplomatiet og forsvaret som sit ressortområde; premierministeren tager sig af den daglige drift og sørger for, at regeringen fungerer.
Allerede under de Gaulle skete der imidlertid en magtforskydning. Præsidenten begyndte gradvist at overtage premierministerens magt og funktioner og endda at gå ind på ressortministrenes områder og selv definere den politik, der skulle føres. Drejningen væk fra et parlamentsstyre og over mod et præsidentstyre er sket gennem de forskellige præsidenters måde at fortolke og praktisere forfatningen på.
Forfatningsreformen i år 2000
Ved en forfatningsreform i år 2000 reducerede man præsidentens valgperiode fra 7 til 5 år for at gøre parlamentsvalget synkront med præsidentvalget. Den utilsigtede konsekvens er, at parlamentsvalget er blevet et valg, der blot bekræfter præsidentvalget. Det betyder, at det parlamentariske flertal kan takke præsidenten for deres sejr, hvorved præsidentens politiske rolle igen styrkes, samtidig med at parlamentets politiske rolle svækkes.
Debatten om præsidentembedet
Præsidentposten, som de Gaulle forestillede sig den, havde flere funktioner. I det historiske perspektiv, som de Gaulle konsekvent anlagde, forenede Den Femte Republik to konstante traditioner i fransk politisk historie: ønsket om folkesuverænitet (traditionen fra Den Franske Revolution) og ønsket om, at folkeviljen og magten var direkte inkarneret i en person og et projekt (traditionen fra absolutismen) – det horisontale demokratiprincip og det vertikale autoritetsprincip.
Dette republikanske monarki har i overensstemmelse med de Gaulles ønsker vist sig stabilt, og Den Femte Republik er på vej til at blive det mest stabile system i Frankrig siden enevælden.
Kritikken af embedets beføjelser
Der har konstant været debat om præsidentens efter manges mening overdrevne beføjelser. Især venstrefløjen har været kritisk, især fordi den troede, at den aldrig ville kunne vinde et præsidentvalg. Den socialistiske oppositionsleder under de Gaulle, den senere præsident François Mitterrand kaldte i en bog fra 1964 Den Femte Republik for ”det permanente statskup”.
Det anses ofte for problematisk, at den demokratiske proces i praksis bliver reduceret til valget af en præsident, og at alle andre valg er underordnede. Det kritiseres også, at præsidenten både er statsoverhoved (hævet over partiskel) og politisk leder (repræsentant for et parti). Endelig finder kritikere det problematisk, at præsidenten har det sidste ord i konkrete politikspørgsmål, men ikke kan stilles til regnskab over for parlamentet.
Det største problem der peges på er imidlertid nok, at embedet er blevet for stort. Den enorme præsidentielle magt undergraver selve embedet og dets formål. Et argument er, at når man har ansvar for alt, har man ikke tid til noget.
Det franske styre er på denne måde blevet gradvist præsidentialiseret siden 1962, flere og flere funktioner er blevet lagt ind under præsidentembedet. Men det er ikke umuligt, at det bevæger sig den anden vej igen. Det er en praksis og ikke noget, der direkte fremgår af forfatningsteksten.
.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.