Frankrig - sundhedsforhold

Frankrig - sundhedsforhold, Franske kvinders middellevetid var i 1992 lidt over 82 år, i Europa kun overgået af schweiziske kvinders. Franske mænd lever i gennemsnit knap ni år kortere, hvilket svarer til gennemsnittet for mænd i EU. Denne store forskel mellem kvinder og mænd skyldes især mændenes højere dødelighed pga. trafikulykker og sygdomme forårsaget af alkoholindtagelse. Det høje gennemsnitlige alkoholforbrug er for nedadgående og nærmer sig det danske på 11-12 l ren alkohol pr. år. Antallet af rygere er faldende og er med under 20% hos kvinder det laveste i EU. Kræftdødeligheden er let faldende for kvinder, men svagt stigende for mænd. For både mænd og kvinder er der tale om et væsentligt fald i dødelighed af hjerte-kar-sygdomme.

Dødeligheden i det første leveår er nu 6,8 pr. 1000 levendefødte, hvilket er lidt højere end den danske.

Forekomsten af aids har været stærkt stigende fra 1985, og ved udgangen af 1995 var det samlede antal 39.755, det højeste i Europa.

Det franske sundhedsvæsen er det relativt dyreste i Europa. Landet anvendte 9,1% af BNP på sundhedsvæsenet i 1991; heraf kom ca. 75% fra offentlige kasser. Landet har 2,8 læger pr. 1000 indbyggere, nogenlunde svarende til Danmark. Ca. 70% af de praktiserende læger, ca. 100.000 læger, arbejder uafhængigt og får deres betaling både fra offentlige og fra uafhængige sundhedsforsikringssystemer. Sygehusvæsenet har et faldende sengetal, i 1992 9,4 senge pr. 1000 indbyggere. Ca. 2/3 af sygehusvæsenet er offentligt eller drevet af selvejende organisationer, mens den resterende del overvejende er privat organiseret.

Læs mere om Frankrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig