Det franske præsidentvalg i 2007 blev vundet af højrefløjens kandidat Nicolas Sarkozy (UMP) over venstrefløjskandidaten Ségolène Royal fra socialistpartiet.

Sarkozy blev hurtigt upopulær. Han havde lovet genskabelse af Frankrigs storhed, begrænsninger i indvandringen, lov og orden i indvandrerghettoerne, økonomisk fremgang på grundlag af en ”udbudspolitik” med deregulering og skattelettelser for virksomhederne samt en sanering af de offentlige finanser, da statsgæld og budgetunderskud langt overskred reglerne i EU’s monetære union (ØMU’en).

Valgløfterne kunne ikke holde. Indvandringen blev ikke reduceret. Udvisningen af romaer vakte bestyrtelse og modstand. Udenrigspolitisk var Sarkozys mægling i den russisk-georgiske konflikt i 2008 en lille succes. Forholdet til USA forbedredes, idet Frankrig genindtrådte i det fulde NATO-samarbejde, som Charles de Gaulle havde forladt i 1966. Fransk tilnærmelse til Libyens diktator, Gaddafi, som indebar salg af våben, passagerfly og atomreaktorer, vakte modstand og led skibbrud, da Gaddafis undertrykkelse af Det Arabiske Forår førte til diplomatisk brud og fransk militær deltagelse i Sikkerhedsrådets intervention i Libyen.

I 2007-08 ramte subprimekrisen Frankrig. Gæld og underskud voksede, arbejdsløsheden steg, og den sociale ulighed øgedes. En pensionsreform, der satte pensionsalderen op, udløste omfattende strejker. Sarkozy søgte et nært samarbejde med den tyske forbundskansler Angela Merkel om løsning af den græske krise, der truede euroen, men krisen blev ikke løst endeligt, og der blev skabt et billede af præsidenten som halehæng til Tyskland.

Ved præsidentvalget i 2012 gik venstrefløjens kandidat François Hollande fra socialistpartiet og Nicolas Sarkozy videre til anden valgrunde, som Hollande vandt med 52 % af stemmerne. Den nye præsident havde lovet at gennemføre 60 reformer på næsten alle samfundets områder: regioner, arbejdsmarked, finanser, værdipolitik, uddannelse, (ungdoms)arbejdsløshed, velfærd, alt med henblik på at modernisere Frankrig til at modstå globaliseringens udfordringer og skabe større velstand, lighed og solidaritet.

Flere reformer mødte kraftig modstand bredt i det franske samfund. Franske katolikker demonstrerede voldsomt mod en ændret familielovgivning med vidtgående ligestilling af homoseksuelle og heteroseksuelle. Stærk modstand vakte også en arbejdsmarkedsreform, der skulle indføre bedre forhandlingsklima i virksomhederne, men som fagforeningerne frygtede ville svække lønmodtagernes lovfæstede rettigheder. Hollandes forsøg på at gennemtvinge en mere vækstorienteret politik i EU stødte på uovervindelig tysk modstand. Hans forslag om en millionærskat blev forkastet af Forfatningsdomstolen. Hans løfte om at ”knække arbejdsløshedskurven” viste sig umuligt at indfri. Hans løfter om at bringe statens gæld og budgetunderskud ned på de niveauer som var fastsat i EU’s monetære samarbejde (ØMU’en) kunne ikke holdes på grund af Finanskrisen. På det sikkerhedspolitiske område fik hans projekt om at fratage terrorister deres franske statsborgerskab ikke parlamentets accept. På miljøområdet var modstanden mod en ny lufthavn ved Nantes voldsom og voldelig, men klimakonferencen i Paris i december 2015, som samlede 195 nationer og EU om en global klimaaftale, blev en stor succes. Udenrigspolitisk blev et løfte om at trække fransk militær ud af Afghanistan indfriet, men i januar 2013 greb Frankrig med godkendelse af FN’s Sikkerhedsråd militært ind i Mali, for at standse islamistiske oprørsgrupper, og senere samme år tilsvarende i den Centralafrikanske Republik. I december 2013 var Hollande var parat til at sætte fransk militær ind mod præsident Bashar al-Assad i Den Syriske Borgerkrig for at standse brugen af kemiske våben mod syriske civile, men da USA’s præsident Obama i ellevte time veg tilbage fra at sanktionere den syriske ledelse, måtte den franske intervention opgives.

I 2015 og 2016 blev Frankrig offer for en serie islamistiske terrorhandlinger med udgangspunkt i den selvproklamerede Islamiske Stat i Irak og Levanten (IS). Det satiriske ugeblad Charlie Hebdos redaktion blev i januar 2015 angrebet, efter at bladet havde satiriseret over profeten Muhammed og Allah og 13 personer dræbt, deriblandt flere tegnere og to politifolk. I tilknytning til denne aktion blev også et jødisk supermarked og et trykkeri nær i Paris genstande for islamisk gidseltagning. I november 2015 gennemførte terrorister omfattende aktioner mod flere fortovscaféer og spillestedet Bataclan i Paris, samt mod det nationale fodboldstadion Stade de France, netop som præsident Hollande overværede en fodboldkamp mellem Tyskland og Frankrig. Det blodigste attentat fandt sted i Nice på Frankrigs nationaldag 14.7.2016, hvor en lastbil ført af en tunesisk indvandrer pløjede sig igennem mængden af tilskuere til det traditionelle fyrværkeri på strandpromenaden og dræbte 86 voksne og børn og kvæstede 434. Da to terrorister fjorten dage senere tog gidsler i en kirke i Normandiet og skar halsen over på kirkens præst og et gidsel, erklærede Hollande, at Frankrig var i krig med Islamisk Stat, og intensiverede de franske bidrag til den internationale koalition.

Hollandes popularitet i befolkningen var på retur gennem hele hans præsidentperiode, bortset fra et kort tidsrum efter attentaterne i Paris, hvor behovet for at vise sammenhold føltes stort. Efter et valgnederlag ved kommunalvalgene i 2014, skiftede Hollande regeringslederen J.M. Ayrault ud med den populære indenrigsminister Manuel Valls, uden at det bedrede præsidentens opinionstal. Efterhånden som præsidentens valgperiode nærmede sig sin afslutning i maj 2017, forekom det mere og mere sikkert, at Hollande ikke ville kunne opnå genvalg, og han genopstillede da heller ikke til posten. Manuel Valls meldte sig som kandidat i første valgrunde, og posten som regeringsleder overgik da til Bernard Cazeneuve (f. 1963).

Det traditionelle politiske landskab med en meget klar højre-venstre opdeling var under de to præsidenter Sarkozy og Hollande under hastig omdannelse til fordel for et mere komplekst system, hvor mere marginale grupperinger: venstrefront (Jean-Luc Mélenchon), moderat centrum-venstre (Emmanuel Macron) og Front National (Marine Le Pen) får stigende repræsentation og indflydelse. På længere sigt kan det betyde en overgang fra det gældende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et system med forholdstalsvalg, som Hollande havde lovet i sin valgkamp, et løfte som ikke er forsøgt opfyldt.

Præsidentvalget 2017 kom til at stå mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen og blev vundet af Emmanuel Macron med 66,1 % af stemmerne. Til regeringsleder udnævnte han den konservative politiker Édouard Philippe (f. 1970).

Læs fra begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig