Frankrig - historie (Den Fjerde Republik)

Den nye forfatning i Frankrig trådte i kraft i december 1946 og bestod til maj 1958. Modstandskampen havde skabt en enhed af grupper med meget forskellig politisk observans, hvilket var baggrunden for samarbejdet 1945-47 mellem modstandsbevægelsens tre store partier, det katolske MRP, det socialistiske SFIO og det kommunistiske PCF, også kaldet tripartismen. Partierne havde op til 75% af vælgerne i ryggen. Konflikten i Indokina, udbruddet af den kolde krig og strejker i Frankrig satte dog en stopper for enigheden, og i maj 1947 afskedigede den socialistiske regeringsleder, Paul Ramadier, sine PCF-ministre. De fortsatte strejker førte også til splid i det kommunistisk dominerede fagforbund CGT og hermed til dannelsen af det mere moderate Force ouvrière, FO, i 1948. De Gaulle havde i april 1947 skabt partiet Rassemblement du peuple français, RPF, der havde som mål at afskaffe Den Fjerde Republik. I perioden 1947-51 havde de såkaldte tredje styrke-regeringer et flertal af indbyrdes uenige RPF- og PCF-vælgere imod sig. I 1951 gik også SFIO i opposition, og samtidig begyndte kræfter i RPF at nærme sig andre borgerlige partier. Resultatet var en række ustabile centrum-højre-regeringer 1952-56. De Gaulle afbrød i 1953 forbindelsen med RPF, og i 1955 gik partiet i opløsning.

Genopbygningen efter 2. Verdenskrig nød fra 1948 godt af Marshallhjælpen. Hæmmende faktorer var omkostninger til krigen i Indokina og social uro, bl.a. som følge af varemangel og kraftig inflation. Regeringen Antoine Pinay fik i 1952 inflationen under kontrol; samtidig indførtes en pristalsreguleret mindsteløn, og ved Genèvekonferencen i 1954 lykkedes det Pierre Mendès-Frances regering at få afsluttet krigen i Indokina. Men snart bidrog krigsførelsen i Algeriet til ny inflation.

Ved valget i 1956 sejrede Front républicain, der var en alliance mellem radikale og SFIO, men også Pierre Poujade fra den yderste højrefløj fik uventet succes. Socialisten Guy Mollet dannede regering med støtte fra PCF. Stik imod valgkampens løfter optrappede han konflikten i Algeriet (se Algeriet (historie)) ved at afsende værnepligtige og give hæren særlige magtbeføjelser. Mollet iværksatte også sammen med briterne den mislykkede Suezaktion (se Suezkrisen). Tunesien og Marokko opnåede dog uafhængighed i 1956, og i 1957 vedtog Nationalforsamlingen en rammelov, der banede vejen for en fredelig afkolonisering i Afrika.

Trods inflation og sociale spændinger havde Frankrig 1948-58 en økonomisk vækst på ca. 5% pr. år, og industriproduktionen steg med over 100%. Påfaldende var også befolkningsvæksten (40,6 mio. i 1946, 44,6 mio. i 1958) og en urbanisering, der tog yderligere fart i 1960'erne. Økonomien åbnede sig gradvis i forhold til udlandet, og Jean Monnet og Robert Schuman (MRP) blev det europæiske samarbejdes pionerer. Frankrig var medstifter af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952, forløberen for EF, som blev dannet i 1957.

Algierkrigen gjorde en ende på den ustabile Fjerde Republik. Som reaktion på rygter om en forhandlingsfred angreb kolonister guvernementet i Algier, og oprørske officerer dannede 13.5.1958 en såkaldt velfærdskomité. En ny regeringskrise i Paris og frygt for borgerkrig fik 1.6.1958 et flertal til at acceptere de Gaulle som regeringsleder med fuldmagt til at udarbejde en ny forfatning. Den blev vedtaget ved en folkeafstemning 28.9.1958.

Læs videre om Den Femte Republik, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.