Frankrig - historie (1. Verdenskrig og Mellemkrigstiden)

Frankrig under 1. Verdenskrig

I løbet af sommeren 1914 vandt krigstilhængerne frem. Jean Jaurès blev den 31. juli myrdet af en fanatisk nationalist, men efter den tyske krigserklæring den 3. august stemte også SFIO for krigsbevillingerne og deltog i samlingsregeringen, L'Union sacrée, som blev dannet den 26. august. Regeringen fik særlige magtbeføjelser, men reelt havde generalstaben under ledelse af Joseph Joffre frie hænder i efteråret 1914. Sejren ved Marne i september øgede generalernes prestige, men efter frontens stabilisering blev det klart, at krigen ville trække ud. Fra 1915 krævede parlamentet større kontrol med krigsførelsen, og fra juni 1916 kom den under debat, dog kun på lukkede møder. Princippet om national enhed blev fastholdt, men der var 1914-1917 tale om fire regeringer. De kostbare og frugtesløse offensiver 1915-1917 medførte også, at Joffre i december 1916 måtte vige for Robert Nivelle, der i maj 1917 blev afløst af Philippe Pétain.

Tyskernes besættelse af Nordfrankrig bevirkede, at produktionen af kul og stål faldt til hhv. 1/2 og 1/3 af det normale. I landbrug og industri måtte kvinder, børn og gamle erstatte de 8 mio. mænd, der 1914-1918 blev indkaldt; kolonierne leverede også arbejdskraft og soldater. Senere blev specialiserede arbejdere trukket hjem fra fronten. Med statslige indgreb skabtes en forbavsende effektiv krigsindustri, præget af pionerer som Citroën, Michelin og Renault. Men prisen var statslig gældsætning og inflation, og flertallets afsavn i form af reallønsfald, varemangel m.m. stod i kontrast til mindretallets profitter.

Regeringsledere siden 1914
Tredje Republik
1914-1915 René Viviani
1915-1917 Aristide Briand
1917 Alexandre Ribot
1917 Paul Pianlevé
1917-1920 Georges Clemenceau
1920 Alexandre Millerand
1920-1921 Georges Leygues
1921-1922 Aristide Briand
1922-1924 Raymond Poincaré
1924 Frédéric François-Marsal
1924-1925 Édouard Herriot
1926-1929 Raymond Poincaré
1929 Aristide Briand
1929 Raymond Poincaré
1929-1930 André Tardieu
1930 Camille Chautemps
1930 André Tardieu
1930-1931 Théodore Steeg
1931-1932 Pierre Laval
1932 André Tardieu
1932 Édouard Herriot
1932-1933 Joseph Paul-Boncour
1933 Édouard Daladier
1933 Albert Sarraut
1933-1934 Camille Chautemps
1934 Édouard Daladier
1934 Gaston Doumergue
1934-1935 Pierre Étienne Flandin
1935 Fernand Bouisson
1935-1936 Pierre Laval
1936 Albert Sarraut
1936-1937 Léon Blum
1937-1938 Camille Chautemps
1938 Léon Blum
1938-1940 Édouard Daladier
1940 Paul Reynaud
1940 Philippe Pétain
Vichystyret
1940-1942 Philippe Pétain
1942-1944 Pierre Laval
Provisorisk Regering
1944-1946 Charles de Gaulle
1946 Félix Gouin
1946 Georges Bidault
Fjerde Republik
1946-1947 Léon Blum
1947 Paul Ramadier
1947-1948 Robert Schuman
1948 André Marie
1948 Robert Schuman
1948-1949 Henri Queuille
1949-1950 Georges Bidault
1950 Henri Queuille
1950-1951 René Pleven
1951 Henri Queuille
1951-1952 René Pleven
1952 Edgar Faure
1952-1953 Antoine Pinay
1953 René Mayer
1953-1954 Joseph Laniel
1954-1955 Pierre Mendès-France
1955-1956 Edgar Faure
1956-1957 Guy Mollet
1957 Maurice Bourgès-Maunoury
1957-1958 Félix Gaillard
1958 Pierre Pflimlin
1958-1959 Charles de Gaulle
Femte Republik
1959-1962 Michel Debré
1962-1968 Georges Pompidou
1968-1969 Maurice Couve de Murville
1969-1972 Jacques Chaban-Delmas
1972-1974 Pierre Messmer
1974-1976 Jacques Chirac
1976-1981 Raymond Barre
1981-1984 Pierre Mauroy
1984-1986 Laurent Fabius
1986-1988 Jacques Chirac
1988-1991 Michel Rocard
1991-1992 Edith Cresson
1992-1993 Pierre Bérégovoy
1993-1995 Edouard Balladur
1995-1997 Alain Juppé
1997-2002 Lionel Jospin
2002-2005 Jean-Pierre Raffarin
2005-2007 Dominique de Villepin
2007-2012 François Fillon
2012-2014 Jean-Marc Ayrault
2014-2016 Manuel Valls
2016-2017 Bernard Cazeneuve
2017- Édouard Philippe

I april-maj 1917 foretog general Nivelle en mislykket offensiv, der kostede enorme tab af menneskeliv og førte til mytteri i visse enheder. Hans afløser, Pétain, genskabte disciplinen og gav afkald på nye offensiver i forventning om hjælp fra USA. Også de civile var krigstrætte. I maj-juni gik metalarbejdere i strejke, og den radikale pacifist Joseph Caillaux vandt gehør for en kompromisfred. Tilsvarende idéer havde fra 1916 bredt sig i SFIO. Efter en regeringskrise blev Clemenceau i november 1917 regeringsleder med særlige magtbeføjelser. Han ønskede, at krigen skulle fortsætte, indtil tyskerne var slået. Censuren skærpedes, og flere aktive pacifister, bl.a. Caillaux, blev arresteret.

Efter den tyske storoffensiv i marts 1918 fik Clemenceau de allierede til at acceptere en fælles overkommando, der tilfaldt franskmanden Ferdinand Foch. Han ledede den afgørende offensiv fra midten af juli indtil våbenstilstanden den 11. november 1918. Forinden havde Balkanhæren under Franchet d'Esperey tvunget Bulgarien, Tyrkiet og Østrig-Ungarn til fred.

Blandt stormagterne havde Frankrig lidt de største tab. Mere end 1,3 mio. eller 10 procent af den erhvervsaktive del af befolkningen havde mistet livet, og omkring 3 mio. havde helt eller delvist mistet arbejdsevnen. Industriproduktionen var i 1919 på 60 procent af 1913-niveauet, og ca. 3 mio. ha landbrugsjord var lagt øde. Statsunderskuddet var på over 100 mia. franc, hvortil kom gælden til de allierede på 32 mia. franc.

Med Versaillesfreden genvandt Frankrig det i 1871 tabte Alsace-Lorraine, men fik ikke den ønskede kontrol over Rhinlandet. De allierede gav i stedet garantier om hjælp i tilfælde af et nyt tysk angreb, der dog hurtigt viste sig værdiløse. De franske krav til tyske skadeserstatninger blev også modarbejdet, især af briterne, der ønskede en hurtig tysk genrejsning. Mange franske følte sig efter sejrsrusen svigtet og bitre over "den tabte fred".

Mellemkrigstiden

Ved valget i 1919 støttede et flertal Bloc national, en nationalistisk og katolsk højresamling, der til dels var skabt som reaktion på strejker, social uro og frygt for "bolsjevisme". I 1920 blev kommunistpartiet, PCF, dannet af udbrydere på SFIO's kongres i Tours. Regeringerne 1920-1924 satsede på tyske skadeserstatninger til afhjælpning af økonomiske problemer. For at fremtvinge betalingerne besatte Raymond Poincaré i januar 1923 Ruhrområdet, hvilket dog kun førte til kaos i Tyskland og til protester fra briterne.

Ved valget i 1924 sejrede Cartel des gauches ('Venstrekartellet'), som var en alliance mellem de radikale og SFIO. Den radikale Édouard Herriot dannede en regering, der mødte stærk modstand fra den mest magtfulde del af finansverdenen, også kaldet "pengemuren". Kapitalflugt, finanskriser og francens fald førte i 1926 til opløsning af Cartel des gauches. Poincaré blev leder af en centrum-højre-regering, der devaluerede francen, men lagde kursen fast i forhold til guldet (1928). Han fik støtte af finansverdenen og af de gunstige konjunkturer, der 1926-1932 gav et konstant overskud på statsbudgettet. De borgerlige regeringer 1929-1932 fik råd til store offentlige arbejder, bl.a. Maginotlinjen fra 1929, og lagde grunden til et socialt sikringssystem.

Verdenskrisen ramte først Frankrig fra 1931, men varede til gengæld indtil 1939. Den fik dog ikke så brutale virkninger som i mange andre industrilande, hvilket bl.a. skyldtes en høj grad af selvfinansiering i landbrug og industri. I 1935 modtog ca. 430.000 arbejdsløshedsunderstøttelse, men langt flere var berørt af arbejdsløsheden, og mange, bl.a. gæstearbejdere, faldt helt uden for statistikken. Fra 1932 forsøgte en række radikalt ledede regeringer at få hold på statsbudgettet. Krisen og de mange regeringsskift styrkede militante højreligaer som Action française og Croix de feu, og den 6. februar 1934 førte en finansskandale, Staviskyaffæren, til blodige kampe foran parlamentet, der tvang regeringen Édouard Daladier til afgang. Begivenheden bidrog imidlertid også til en antifascistisk samling, folkefront, bestående af radikale, SFIO, PCF mfl., der sejrede ved valget i maj 1936. Léon Blum (SFIO) dannede en socialistisk-radikal regering, støttet af PCF, der sikrede arbejderne store sociale forbedringer dels ved Matignonaftalerne, som bragte en strejkebølge til afslutning, dels ved lovgivning. Men regeringens ikke-interventionspolitik i forhold til Den Spanske Borgerkrig og en mislykket krisepolitik splittede folkefronten og styrkede dens modstandere. Blum trådte tilbage i juni 1937, men folkefronten overlevede formelt, indtil Daladier i april 1938 dannede regering med de borgerlige. Af hensyn til oprustningen afskaffede han den 40-timers-arbejdsuge, som Blum havde indført i 1936, og slog hårdt ned på en storstrejke i november 1938. Først i 1939 nåede produktionen op på niveauet fra 1928.

I første halvdel af 1920'erne sluttede Frankrig gensidige bistandspagter med Polen og landene i Den Lille Entente, dvs. Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien. Som udenrigsminister 1925-1932 indledte Aristide Briand en fredspolitik, som var baseret på forsoning med Tyskland og kollektiv sikkerhed, og som bl.a. resulterede i Locarnopagten i 1925 og Kellogg-Briand-pagten i 1928. Da Hitler i 1933 afbrød nedrustningsforhandlingerne og forlod Folkenes Forbund, vendte Frankrig i 1934 med Louis Barthou som udenrigsminister tilbage til alliancepolitikken. En alliance med Italien blev opgivet efter Den Italiensk-abessinske Krig, men i maj 1935 sluttedes en foreløbig pagt med Sovjetunionen. At Hitler i marts 1936 ustraffet kunne remilitarisere Rhinlandet, bevirkede dog, at Frankrig mistede troværdighed hos sine østallierede og blev stærkt afhængig af briterne. Frygt for kommunisme skabte også grobund for en ny defaitisme på den franske højrefløj, der fandt udtryk i slagord som "hellere Hitler end Stalin". Frankrig underlagde sig den britiske appeasementpolitik, der bl.a. førte til Münchenaftalen, indtil de to magters fælles omsving i 1939.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig