Frankrig. Postkort fra Bretagne, omkring 1900. De to musikere spiller henholdsvis sækkepibe, biniou, (tv.) og et obolignende instrument, bombarde, (th.). Teksten på kortet oplyser, at de spiller en aubade, dvs. et stykke morgenmusik til ære for bruden.

.

En systematisk indsamling af fransk folkesang påbegyndtes i 1852 under Napoleon 3. Dette landsomfattende foretagende indbragte en broget blanding af tekster og melodier, der samledes under titlen Poésies populaires de la France. Mens de ældre udgaver af folkesange næsten udelukkende indeholdt tekster, bragte de nye som regel også de tilhørende melodier. Med fonografen ca. 1900 og båndoptageren ca. 1950 styrkedes arbejdet med melodierne, og som noget nyt begyndte man nu også at undersøge og beskrive instrumentalmusikken, i hvilken sammenhæng Claudie Marcel-Dubois' (1913-1989) betydning bør fremhæves.

Trods den traditionsbundne folkemusiks tilbagegang findes mundtlig tradition stadig på landet, og nye sange skabes ud fra traditionelle formler. Generelt synges enstemmigt og solistisk, i Pyrenæerne og på Korsika dog også flerstemmigt. Sangene er gerne holdt i enkle rytmer og opbygget i tredelt strofeform med korte tekstlinjer, evt. med omkvæd og meningsløse stavelser. Moderne dur og mol er almindeligere end ældre modi og pentatonik. Typiske instrumenter er drejeliren (vielle à roue) og sækkepiben (cornemuse), på hvilke melodien ledsages af en liggetone (bordun eller drone). En anden form for bordun-tostemmighed kendes i Provence, hvor en tromme skaber den dumpt klingende baggrund for en fløjtemelodi; en enkelt person betjener begge instrumenter, den meget lange cylindertromme med to skind, tambourin, og den lille enhåndsfløjte med tre huller, galoubet. En variant heraf ses i Gascogne i Pyrenæerne, hvor fløjte, lleoto, ledsages af en strengetromme, tambourin à cordes, en slags citer, hvis strenge, stemt i grundtone og kvint, anslås med stok. I Bretagne møder man ensembler med oboskalmejer, bombardes, og små sækkepiber, binious.

Der findes i Frankrig interessante regionale stilarter, helt specielle melodityper, men i det store og hele er folkemusikken præget af skiftende tiders kunstmusik. Omvendt har folkemusikken givet inspiration til flere komponister, bl.a. Joseph Canteloube (1879-1957), der 1923-30 fik udgivet fire samlinger sange med orkester, Chants d'Auvergne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig