Frankrig - billedkunst - fauvisme og kubisme

Frankrig - billedkunst - fauvisme og kubisme, Fauvismen opstod omkring 1905 som en overvejende dekorativt og koloristisk anlagt billedstil, repræsenteret af bl.a. Henri Matisse, André Derain, Maurice de Vlaminck og Raoul Dufy. Fauvisternes billeder signalerer snart harmonisk velvære (Matisse), snart ildfuldt temperament (Vlaminck). En vis tilknytning til fauvisme og ekspressionisme har Georges Rouaults billedverden.

Den tidlige kubisme, som er kendetegnet ved plastisk-lineære og ofte næsten monokrome kompositioner, udformedes ca. 1907-11 af Picasso og Georges Braque. Den udvikledes i forskellige retninger af en række malere, der ud over Picasso og Braque tæller bl.a. Marcel Duchamp, Roger de La Fresnaye, Fernand Léger og Jacques Villon. Omkring 1910 skabte Robert Delaunay en abstrakt-koloristisk billedform benævnt orfisme; i 1912 etableredes under betegnelsen Section d'Or ('Det Gyldne Snit') en kubistisk kunstnergruppe, hvis kunstsyn kredsede om geometriske strukturprincipper. Inden for skulpturen arbejdede Raymond Duchamp-Villon og Henri Laurens ud fra en kubistisk formopfattelse.

Læs videre om fransk ekspressionisme, gå tilbage til artiklens begyndelse (romansk og gotisk kunst) eller læs om Frankrig i øvrigt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig