Frank Zappa

Frank Zappa havde siden teenageårene tilegnet sig en bred musikalsk erfaring, der rakte fra selvskrevne orkesterstykker, filmmusik og optræden i forskellige rhythm'n'blues-grupper til studier af partiturmusik, jazz og komponister som Edgard Varèse, Anton von Webern og Igor Stravinsky.

Ved fra begyndelsen at bruge løs af denne musikalske bagage og benytte en collageagtig form med plads til ofte humoristiske kommentarer og lydeffekter kom debutalbummet Freak Out! (1966) og efterfølgende udgivelser som Absolutely Free (1967), We're Only In It For The Money (1968) og Uncle Meat (1969) til at fremstå som originale album, der intelligent og uhøjtideligt inddrog elementer fra hele musikkens univers.

I overensstemmelse med Frank Zappas understregning af udtrykkenes "idémæssige sammenhæng" (conceptual continuity) udgjorde tekster, musik og selve formen et integreret udtryk, der brød med konformiteten på alle niveauer. Den forfatningsgivne frihed til at ytre sig, også satirisk om tabubelagte emner som sex og religion, tog han meget bogstaveligt, hvilket han med held forfægtede i en kongreshøring i 1985 om brugen af anstødelige tekster i rockmusikken.

Ved koncerterne demonstrerede Frank Zappa en sjælden evne til at kommunikere med publikum og fastholde en munter grundtone i et stort og uforudsigeligt repertoire, der stillede betydelige krav til musikerne.

En uhyre lang række af musikere (og sangere) har været med i Frank Zappas mange bands fra midten af 1960'erne og frem til 1988, da han stoppede med at turnere. Blandt disse er pianisten og saxofonisten Ian Underwood, slagtøjspilleren Ruth Underwood, keyboardspilleren George Duke, sangeren Ike Willis og trommeslagerne Aynsley Dunbar og Terry Bozzio. Flere af dem nævner perioden hos Zappa som den mest spændende og udfordrende i deres karriere.

Der er mange milepæle i Zappas imponerende produktion, blandt mange andre pladerne Hot Rats (1969), Waka/Jawaka (1972), The Grand Wazoo (1972), Roxy and Elsewhere (1974) og Sheik Yerbouti (1979).

Orkesterværker, skrevet for og opført af forskellige symfoniorkestre, kan høres på Orchestral Favorites (1979) og London Symphony Orchestra, 1-2 (1983-87), mens The Perfect Stranger (1984) er resultatet af et samarbejde med Pierre Boulez, og The Yellow Shark (1993) med det tyske avantgardeorkester Ensemble Modern.

Frank Zappa nåede at udsende mere end 60 regulære album, som løbende suppleres med posthume udgivelser. De fleste af hans uudgivne værker er komponeret og indspillet elektronisk ligesom Jazz From Hell (1986).

I sine sidste leveår modtog Zappa en voksende anerkendelse, bl.a. fra østeuropæiske systemkritikere, der med Václav Havel i spidsen betragtede Zappa og hans virke som en inspirationskilde i kampen for ytringsfrihed.

I en lang årrække har Frank Zappas søn, Dweezil Zappa, ført musikken videre på koncertscener over store dele af verden i projektet "Zappa plays Zappa". Ofte har nogle af musikerne fra de gamle Zappa-bands været at finde i Dweezil Zappas bands. Et af "Zappa plays Zappa"-koncepterne har været at spille hele album ved koncerterne.

1) med Mothers (Of Invention) 2) med Mothers og Captain Beefheart

• rockmusik
• avantgardemusik