Faktaboks

Frank Zappa
Født
21. december 1940
Død
4. december 1993
Frank Zappa
Frank Zappa i Falkonerteatret 14. januar 1977.
Frank Zappa
Af /Ritzau Scanpix.

Frank Zappa var en amerikansk komponist, guitarist, orkesterleder og producer. Fra 1965 til 1976 var han leder af den eksperimenterende rockgruppe Mothers Of Invention.

Musikstil

Frank Zappa havde siden teenageårene tilegnet sig en bred musikalsk erfaring, der rakte fra selvskrevne orkesterstykker, filmmusik og optræden i forskellige rhythm'n'blues-grupper til studier af partiturmusik, jazz og komponister som Edgard Varèse, Anton von Webern og Igor Stravinsky.

Ved fra begyndelsen at bruge løs af denne musikalske bagage og benytte en collageagtig form med plads til ofte humoristiske kommentarer og lydeffekter kom debutalbummet Freak Out! (1966) og efterfølgende udgivelser som Absolutely Free (1967), We're Only In It For The Money (1968) og Uncle Meat (1969) til at fremstå som originale album, der intelligent og uhøjtideligt inddrog elementer fra hele musikkens univers.

I overensstemmelse med Frank Zappas understregning af udtrykkenes "idémæssige sammenhæng" (conceptual continuity) udgjorde tekster, musik og selve formen et integreret udtryk, der brød med konformiteten på alle niveauer. Den forfatningsgivne frihed til at ytre sig, også satirisk om tabubelagte emner som sex og religion, tog han meget bogstaveligt, hvilket han med held forfægtede i en kongreshøring i 1985 om brugen af anstødelige tekster i rockmusikken.

Ved koncerterne demonstrerede Frank Zappa en sjælden evne til at kommunikere med publikum og fastholde en munter grundtone i et stort og uforudsigeligt repertoire, der stillede betydelige krav til musikerne.

Markante musikere hos Zappa

En uhyre lang række af musikere (og sangere) har været med i Frank Zappas mange bands fra midten af 1960'erne og frem til 1988, da han stoppede med at turnere. Blandt disse er pianisten og saxofonisten Ian Underwood, slagtøjspilleren Ruth Underwood, keyboardspilleren George Duke, sangeren Ike Willis og trommeslagerne Aynsley Dunbar og Terry Bozzio. Flere af dem nævner perioden hos Zappa som den mest spændende og udfordrende i deres karriere.

Frank Zappas musik

Der er mange milepæle i Zappas imponerende produktion, blandt mange andre pladerne Hot Rats (1969), Waka/Jawaka (1972), The Grand Wazoo (1972), Roxy and Elsewhere (1974) og Sheik Yerbouti (1979).

Orkesterværker, skrevet for og opført af forskellige symfoniorkestre, kan høres på Orchestral Favorites (1979) og London Symphony Orchestra, 1-2 (1983-87), mens The Perfect Stranger (1984) er resultatet af et samarbejde med Pierre Boulez, og The Yellow Shark (1993) med det tyske avantgardeorkester Ensemble Modern.

Frank Zappa nåede at udsende mere end 60 regulære album, som løbende suppleres med posthume udgivelser. De fleste af hans uudgivne værker er komponeret og indspillet elektronisk ligesom Jazz From Hell (1986).

I sine sidste leveår modtog Zappa en voksende anerkendelse, bl.a. fra østeuropæiske systemkritikere, der med Václav Havel i spidsen betragtede Zappa og hans virke som en inspirationskilde i kampen for ytringsfrihed.

Musikken føres videre

I en lang årrække har Frank Zappas søn, Dweezil Zappa, ført musikken videre på koncertscener over store dele af verden i projektet "Zappa plays Zappa". Ofte har nogle af musikerne fra de gamle Zappa-bands været at finde i Dweezil Zappas bands. Et af "Zappa plays Zappa"-koncepterne har været at spille hele album ved koncerterne.

Album i udvalg

År Titel
1966 Freak Out!1
1967 Absolutely Free1
1968 We’re Only In It For The Money1
1969 Uncle Meat1
1969 Hot Rats
1971 200 Motels
1972 Waka/Jawaka
1972 The Grand Wazoo1
1973 Over-Nite Sensation1
1974 Apostrophe(')1
1974 Roxy and Elsewhere
1975 One Size Fits All1
1975 Bongo Fury2
1979 Sheik Yerbouti
1979 Joe's Garage, Acts I, II & III
1981 You Are What You Is
1982 Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch
1984 The Perfect Stranger
1984 Thing-Fish
1986 Jazz From Hell
1988-1992 You Can’t Do That On Stage Anymore, 1-6
1988 Broadway The Hard Way
1991 The Best Band You Never Heard In Your Life
1991 Make A Jazz Noise Here
1993 The Yellow Shark
1994 Civilization Phase III
1996 Läther

1) med Mothers (Of Invention) 2) med Mothers og Captain Beefheart

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig