Frank Jæger

Frank Jæger var en dansk forfatter. Som få andre digtere blev Frank Jæger fastholdt i det billede, han selv var med til at opbygge med sine første overrumplende digtsamlinger, Dydige Digte (1948), Morgenens Trompet (1949) og De 5 Aarstider (1950): Den lyse sorgløse kunstner, der lever på landet i en grøn harmoni af natur, kærlighed og poesi — "derude sidder smuk min elskede og ler/ med milde læber mod de undere, der sker".

Frank Jæger blev del af kredsen omkring tidsskriftet Heretica (og model for tegneserien og filmen Poeten og Lillemor), men selvom han også blev medredaktør, stod han "ubekymret" fjernt fra den typiske samtidstolkning og refleksion over kulturkrisen. I stedet digter han — også i sine essays, der mest er stemningsbilleder, for eksempel Velkommen, Vinter (1958) — om naturen, om årstiderne som livsrytme, om kunsten, om det erotiske og om det elementære og eventyrlige liv, som han poetiserer med sproglig lethed, musikalitet, fantasi og sanselige billeder. Digtene udgår fra det konkret oplevede og giver det et eksistentielt perspektiv.

Men tonen er ikke kun lys, oplevelsen langtfra altid idyl eller livsfylde. Digteren hilser netop morgenen med fanfarer, fordi den for en tid kan udfri ham fra det mørke og den angst, der havde kløerne i ham livet igennem. Og i løbet af forfatterskabet får stemninger af dissonans, ensomhed, ufrugtbarhed en stadig mere fremskudt plads.

Frank Jæger kendte dem før sit publikum og anbragte i hver samling et "Sidenius-digt" om intethed og afmagt. Tyren (1953) symboliserer den vældige skaberkraft, der ender med at bukke under. Flere digte i Havkarlens Sange (1956) og Cinna (1959) udtrykker en oplevelse af kærlighedens dæmonisering som fortærende lidenskab og tomhed. Og titlen Idylia (1967) er en ironisk indgang til billeder af skræmmende drift, nederlag, ophør, død.

Man må ikke derfor tro, at intetheden er "sandheden" og livsfylden blot en "løgn". De er begge del af det grundmenneskelige oplevelsesrum hos Jæger, som han uanset de personlige omkostninger giver en stærk kunstnerisk formulering. Angstens "grønne mørke" er også produktivt.

Frank Jægers prosa gennemløber en tilsvarende udvikling. Den korte eventyrroman Iners (1950) om en vandrende kunstner, de fabulerende Hverdagshistorier (1951) og den fiktive erindringsbog Den unge Jægers Lidelser (1953) er gennemtrængt af poesi og selvfølgelige mirakler, men rummer også grusomhed og splittelseserfaringer. Og efter den mere realistiske Kapellanen og andre fortællinger (1957) bliver en mørkere skepsis mærkbar i senere prosabøger som Danskere (1966), Døden i Skoven (1970) og Provinser (1972). De handler ikke mindst om kunstnerens isolation og krise — fortvivlelsen, selvbedraget — skildret med så stor styrke, at selvopgøret dog rummer en kunstnerisk selvbekræftelse.