Frank B. Kellogg var en amerikansk politiker og USA's udenrigsminister 1925-29. Han arbejdede som jurist, indtil han i 1917 blev republikansk medlem af Senatet. I 1923 udpegede præsident Calvin Coolidge ham til USA's ambassadør i Storbritannien, og i 1925 blev han udenrigsminister. På trods af en overvejende isolationistisk amerikansk udenrigspolitik var Frank B. Kellogg i 1928 en af initiativtagerne til Kellogg-Briand-pagten, hvilket han året efter modtog Nobels Fredspris for.