Francis Danby, 1793-1861, irsk maler. Danby vakte opmærksomhed med sine store, visionære billeder med motiver fra Johannes' Åbenbaring. Som person var han udfordrende og kontroversiel; således måtte han pga. en familieskandale forlade sit hjemland og bosætte sig i Schweiz 1829-41. Hans særprægede lysbehandling var påvirket af J.M.W. Turner og fandt finest udtryk i romantisk-melankolske landskaber, hvori ofte indgik skildringen af dramatiske og usædvanlige naturfænomener.