François de La Rochefoucauld

Faktaboks

François de La Rochefoucauld
født:
1613
død:
1680

François de La Rochefoucauld, 1613-1680, fransk moralfilosof. Først efter mange år i hæren begyndte La Rochefoucauld at komme i de parisiske saloner. Han sluttede venskab med Mme de La Fayette og blev en hyppig gæst hos Mme de Sablé (1599-1678). Her kappedes man om at skrive aforismer og dyrkede portrætkunsten som en litterær selskabsleg.

La Rochefoucauld beskrev sig selv som en melankolsk natur, en disposition, som er mærkbar både i hans Mémoires (1662, da. Memoirer, 1961) og i de berømte Réflexions ou sentences et maximes morales (1664-78, da. Moralske Betragtninger og Grundsætninger, 1809, og Maksimer, 1944). De udgør tilsammen et helt "portræt af det menneskelige hjerte".

I knappe, hvasse vendinger, der ikke er blottet for humor, afdækker forfatteren den egoistiske motivation eller "interesse", der kan skjule sig bag en respektabel facade. "Hykleri er lastens tribut til dyden" (nr. 218), hedder det, men "dyden ville ikke nå langt, hvis den ikke havde følgeskab af forfængeligheden" (nr. 200).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig