François Darlan, 1881-1942, fransk admiral og politiker. Darlan var 1936-39 kabinetschef i Marineministeriet, blev i 1939 flådeadmiral og i juni 1940 marineminister. Han sluttede sig til Philippe Pétain, blev fra februar 1941 udenrigs- og viceførsteminister og var samtidig udset til at være Pétains efterfølger. Darlans rolle under krigen er omdiskuteret. I 1941 var han rede til at give tyskerne adgang til franske oversøiske baser, men senere forsøgte han at begrænse samarbejdet. I april 1942 blev han erstattet af Pierre Laval på tysk forlangende; til gengæld overtog han ledelsen af hele det franske militær. Efter invasionen i november 1942 i fransk Nordafrika, hvor Darlan tilfældigt befandt sig, sluttede han sig til de allierede. Hans status som fransk forhandler, støttet af USA, provokerede de frie franske. Darlan blev likvideret 24.12.1942 af en ung royalist.