Forpommern

Forpommern, (ty. Vorpommern), den del af det tyske historiske landskab Pommern, der ligger vest for floden Oder. Hertugdømmet Pommern blev i 1500-t. delt i to mindre hertugdømmer, hvoraf det vestligste var sammenfaldende med Forpommern. Ved Den Westfalske Fred i 1648 tilfaldt området Sverige.

Efter Store Nordiske Krig kunne Preussen i 1720 indlemme en del af landet, og ved Wienerkongressen i 1815 blev den resterende del af svensk Forpommern overladt til Danmark, som dog i en byttehandel overgav området til Preussen mod at få Lauenburg. Herefter indgik Forpommern i den preussiske provins Pommern.

I 1945 skabte den sovjetiske militæradministration i Tyskland delstaten Mecklenburg-Vorpommern, som blev omdøbt til "Mecklenburg" i DDR for derefter ved en reform i 1952 at blive delt op i tre mindre forvaltningsområder, Bezirke.

Ved genforeningen i 1990 blev betegnelsen Forpommern genoptaget i den nye tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig