Der er fundet spor af bebyggelse fra 2000-tallet f.v.t. nær Abu Dhabi og desuden hellenistiske ruiner i bl.a. Sharjah. I 635 blev den islamiske erobring af Den Arabiske Halvø fuldendt ved Slaget ved Dibba på Fujairahs nordkyst.

I 1500-tallet blev Den Persiske Golf genstand for voksende europæisk interesse, efter at søvejen syd om Afrika var blevet opdaget. Først etablerede portugiserne sig i området, siden forsøgte hollænderne sig, men fra begyndelsen af 1700-tallet stod det klart, at det var briterne, der skulle komme til at præge udviklingen. Gennem 1800-tallet udbyggede Storbritannien et net af aftaler med ledende sheiker i hele Golfområdet. Aftalerne sikrede bl.a., at de enkelte herskere ikke måtte indgå aftaler med andre europæiske magter uden godkendelse fra britisk side.

Da Storbritannien i slutningen af 1960'erne definitivt måtte trække sig ud af Golfen, tog den britiske regering initiativ til forhandlinger mellem de sheikdømmer, der lå i Golfens sydlige del, med henblik på etablering af en forenet statsdannelse, og det førte til oprettelsen af De Forenede Arabiske Emirater i december 1971. Bahrain og Qatar valgte at holde sig uden for den nye føderale stat.

Emiraterne blev ved dannelsen medlem af Den Arabiske Liga og FN og i 1981 tillige medstifter af Golfens Samarbejdsråd (GCC).

Emiraterne har gennemlevet en udvikling mod større og større centralisering på det økonomiske og det politiske område, men der er ikke gennemført tiltag, der sikrer befolkningen større medbestemmelse. I 1990 deltog de i den internationale alliance mod Iraks besættelse af Kuwait. Abu Dhabi og Dubai udviklede gennem 1990'erne deres bank- og finansvæsen i et forsøg på at tiltrække udenlandske investeringer. Emiraternes banker kom af den grund efter 11. september 2001 i USA's søgelys for at tillade overførsler til konti, der blev brugt til finansiering af international terrorisme, og meget store beløb blev på amerikansk opfordring fastfrosset. Efter invasionen af Irak i marts 2003 har USA besluttet at udbygge sine baser i De Forenede Arabiske Emirater og tilsvarende reducere sin militære tilstedeværelse i Saudi-Arabien. Sheik Za'id, der i 1971 havde været en af initiativtagerne til etableringen af den nye stat, døde i 2004 og blev som præsident for emiraterne efterfulgt af sin søn Khalifa ibn Za'id (f. 1948).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig