Folkpartiet liberalerna

Folkpartiet liberalerna, fp, svensk politisk parti, dannet i 1934 ved en sammenslutning af flere liberale, frisindede partier; det hed indtil 1990 blot Folkpartiet. Folkpartiet liberalerna har ideologiske rødder i klassisk liberalisme, der forenes med et stærkt engagement for menneskerettigheder. Under Bertil Ohlins ledelse i 1930'erne og 1940'erne omdefineredes det ideologiske grundlag til en socialliberalisme, der betonede frihed og social retfærdighed. I den periode blev partiet ledende oppositionsparti til Socialdemokratiet, hvis velfærdspolitik det dog i vid udstrækning støttede. I 1960'erne og 1970'erne indgik Folkpartiet det såkaldte mittensamverkan med Centerpartiet med det formål at skabe et realistisk borgerligt alternativ til Socialdemokratiet. Folkpartiet deltog 1976-78 i en borgerlig trepartiregering, dannede 1978-79 under ledelse af Ola Ullsten regering alene og indgik igen i en borgerlig koalitionsregering 1979-82. I 1990'erne gik partiet tilbage, og ved valget i 1998 fik det 4,7% af stemmerne, det laveste resultat i partiets historie. Udviklingen vendte ved valget i 2002, da partiet oplevede en eksplosionsagtig fremgang til 13,3% af stemmerne. Folkpartiet liberalerna indgik siden i den borgerlige "Allians för Sverige". Partiets tilslutning ved valget 2006 faldt til 7,5% af vælgerne, men gennem den samlede borgerlig valgsejr opnåede partiet en plads i regeringen Reinfeldt. Ved valget i 2010 faldt andelen yderligere til 7,06 % af stemmerne, men partiet fortsatte regeringssamarbejdet med Reinfeldt. Riksdagsvalget i 2014, som førte til regeringen Reinfeldts afgang, resulterede i yderligere tilbagegang for Folkspartiet, der kun opnåede 5,4 % af stemmerne.

Folkpartiets vælgerkorps repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen, i de sidste årtier dog med tyngdepunkt blandt de store byers funktionærer og akademikere. Siden 2007 har Jan Björklund været leder af partiet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig