Folketingets Finansudvalg er et udvalg, som tinget nedsætter ved folketingsårets begyndelse og efter nyvalg. Finansudvalget behandler forslag til bevillingslove mv., og udvalgets 17 medlemmer vælges traditionelt blandt partiernes mest erfarne og indflydelsesrige.

Faktaboks

Også kendt som

Finansudvalget

Finansudvalget er Folketingets ældste udvalg og har været forbillede for de øvrige stående udvalg. Dets arbejdsområder er især behandling af forslag til finanslov for det kommende finansår og forslag til tillægsbevillingslov for indeværende finansår. Finansudvalget behandler endvidere i årets løb konkrete bevillingsansøgninger fra ministrene, såkaldte aktstykker. Her kan udvalget efter praksis give en minister lov til at afholde udgifter eller skaffe sig indtægter, som ikke fremgår af Finansloven. Ministeren skal så efterfølgende sørge for, at bevillingen optages på forslaget til tillægsbevillingslov.

I øvrigt behandler Finansudvalget den årlige betænkning fra statsrevisorerne om godkendelse af statsregnskabet, hvorefter det afgiver sin betænkning med indstilling om, at Folketinget godkender statsregnskabet. Hvis ikke der af Folketinget fastsættes andre regler, er Finansudvalgets praksis det statslige bevillingssystems primære retskilde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig