Folkepolitiet var det østtyske politi, som blev oprettet i 1949 efter DDR's etablering som stat. Folkepolitiet fungerede indtil september 1990, da politimyndigheden overgik til de nye delstater i det genforenede Tyskland.

Faktaboks

Også kendt som

Tysk Volkspolizei, ofte forkortet Vopo.

Reorganisering efter 1953

Folkepolitiet havde ud over almindelige politiopgaver også til opgave at beskytte staten DDR. Det blev taget på sengen af folkeopstanden i DDR den 17. juni 1953 (se Juniopstanden 1953), der måtte nedkæmpes militært af sovjetiske styrker. Derefter blev folkepolitiet reorganiseret og mandskabsmæssigt udviddet, mens der med etableringen af Stasi kom et organ til at overvåge den indre sikkerhed (se Stasi). Efter opførelsen af Berlin-muren, hvor folkepolitiet medvirkede, udskiltes et særligt grænsepoliti.

Folkepolitiet blev berygtet for sine brutale indgreb under den indre uro i DDR i 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig