Flyverhjemmeværnet

Flyverhjemmeværnet, gren af hjemmeværnet, der særligt samarbejder med Flyvevåbnet. Flyverhjemmeværnet er organiseret i to distrikter, øst og vest, med ca. 40 eskadriller og tæller ca. 6000 frivillige medlemmer, hvoraf ca. 2200 er aktive (2005). Medlemmerne er særligt uddannet til overvågning og bevogtning af Flyvevåbnets installationer og civile lufthavne samt til støtte til Flyvevåbnets operationer og drift.

Flyverhjemmeværnet har rødder i Den Frivillige Luftmeldetjeneste, der blev oprettet 1934. Efter at have været deaktiveret under 2. Verdenskrig blev tjenesten reorganiseret og indgik i 1953 som selvstændigt korps i Flyverhjemmeværnet som Luftmeldekorpset. Korpset blev nedlagt i 2004, og luftmeldetårnene er under nedtagning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig