Fjaltring

Fjaltring. Hovedgaden Fjaltringbyvej i vintersol med Fjaltring Kirke i baggrunden. Foto fra 2010.

.

Græskar. Den årlige græskarkonkurrence om den vestjyske by Fjaltrings største - dvs. tungeste - græskar. Foto fra 2010.

.

Fjaltring, sogn og lokalsamfund med 244 indbyggere (2012) ved Jyllands vestkyst, 13 km sydvest for Lemvig. Fjaltring er kendt som Lemvig Kommunes kreative hjørne; her findes Kunst- og Kulturcentret Tuskær, det tidligere grønlænderteater - nu fortinsvis musiksted - Tuukkaq, samlingsstedet Borgerhuset, flere gallerier, om sommeren landsbyhøjskole og hele året et rigt foreningsliv. Her finder man tillige landets mindste pengeinstitut, Fjaltring-Trans Sparekasse, åben to timer ugentligt.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Fjaltring nævnes 1330-48 som Fialterwangh.

Som nabo til Vesterhavet var sognet tidligere præget af kystfiskeri. Men med jord af god bonitet har også landbruget været af stor vigtighed. Mange gårde er pga. kystens nedbrydning forsvundet i havet, men med kystsikring i form af høfder, bølgebrydere og strandfodring er nedbrydningen nu omtrent ophørt.

Ved den sydligste af en lang række høfder findes ved Fjaltring en populær, beskyttet badestrand, Høfde Q, ved særlige vindforhold et yndet sted for surfing.

Fjaltring Kirke er fra o. 1150, den oprindelige del bygget i granitkvadre. Altertavlen - et fløjalterskab med udskårne figurer fra mellem 1475 og 1500 - hører til blandt Vestjyllands bedst bevarede.

Grundtvigianismen har i generationer stået stærkt i sognet, bl.a. udtrykt gennem Fjaltring Fri- og Udeskole fra 1884 med lokaler i den tidligere kommunale skole.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig