Fiskbæk Å, å i Midtjylland vest for Viborg. Den udmunder ved Hjarbæk i den sydlige del af Hjarbæk Fjord. Det 12 km lange vandløb løber i en bred dal med stejle sider der er af stor geologisk interesse fordi dalstrukturen er betinget af forskydninger i jordskorpen. I slutningen af istiden fungerede dalen som afløbskanal for smeltevand, og i stenalderen trængte Litorinahavet langt ind og formede den flade dalbund. Den øvre del af ådalen, i alt 171 ha med krat- og lyngklædte skrænter, enge og vældmoser, blev fredet i 1982.