Arkæologiske fund viser, at Finnmark Fylke mellem 8000 og 2000 f.v.t. var beboet af et jægerfolk (Komsa-kulturen), og samerne antages at være vandret dertil omkring 2000 f.v.t.
Omkring 900 e.v.t. opnåede den norske konge eneret på beskatning og handel, men først i løbet af 1200-tallet fandt en større norsk indvandring sted, lokket af mulighederne i fiskeriet. I den forbindelse indledtes en længerevarende kristning af samerne. Samtidig begyndte en indvandring af russere østfra, hvorved området sprogligt og kulturelt blev blandet. Dette forstærkedes, da finner (kvæner) begyndte at bosætte sig omkring år 1700.
Gennem mange århundreder stod der strid om overhøjhedsretten mellem Norge (Danmark) og Sverige og Rusland. Grænseforholdene fastlagdes først i hhv. 1751 og 1826. Styret i København prøvede at styrke Finnmark befolkningsmæssigt og økonomisk, bl.a. ved at tvangsflytte tiggere, fallenter og visse kriminelle hertil, en praksis, der først ophørte i 1810. Al handel havde siden 1500-tallet været domineret af købmænd fra Bergen, og frem til 1787 var den overdraget til et monopolkompagni. En indbringende næringsvej blev i det følgende århundrede frem til 1917 handelen med russerne (pomorerne) langs Hvidehavskysten. Da den tyske besættelsesmagt i november 1944 rømmede området, lod den forinden befolkningen tvangsflytte sydpå og foretog store ødelæggelser af boliger og infrastruktur.
I efterkrigstiden har den norske regering ført en aktiv udviklingspolitik i området, hvilket undertiden har ført til konflikt med samerne, bl.a. omkring et dæmningsbyggeri ved Altaelva.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.