Finland - dans, Da Operaen åbnede i Helsinki i 1879, var der tilknyttet dansere, men først et stykke ind i 1900-t. blev der tale om selvstændig koreografisk virksomhed. George Gé (1893-1962) instruerede 1922 den første Svanesøen (1877) uden for Rusland. Gé skabte også den første finske ballet Siminen helmi (Den blå Perle) (1931). George Gé var balletmester 1921-35 og igen 1953-62. I den sidste periode udvidedes repertoiret med både østlige og vestlige koreografer. I 1965 skabte Harald Lander som gæsteinstruktør og -koreograf en balletaften med bl.a. to af sine egne balletter på programmet.

Ballerinaen Doris Laine (f.1931) blev balletmester 1984 og efterfulgtes i 1992 af Jorma Uotinen. Efter ham blev den danske Dinna Bjørn balletmester i 2001. Hun forsætter forgængernes kunstneriske linje med store klassikere kontraseret med moderne eksperimenter og finsk koreografi. I 2005 instruerede Dinna Bjørn sammen med Frank Andersen Napoli, og John Neumeier indtrådte i 2006 i repertoiret med Mågen. Kenneth Greve efterfulgte i 2008 som Finlands Ballets nye balletmester.

Det er dog den moderne dans i Finland, som har fået størst international gennemslagskraft, især takket være Helsinki City Theatre Dance Company fra 1973, nu Helsinki Dance Company. Dette lille kompagni med ca. 10 dansere har været ledet af bl.a. Jorma Uotinen 1982-91, af den finsk-svenske koreograf Kenneth Kvarnström 1996-98 og siden 2003 af den engelske koreograf Nigel Charnock fra DV8 Physical Theatre.

Finsk dans er præget af sine ofte provokerende og ekstreme performerkoreografer, fx den vilde fletningedanser Virpi Pakhinen, skørtedanseren Tero Saarinen, den butoh-inspirerede Arja Raatikainen, multikunstneren Virve Sutinen og den humoristiske Katri Soini.

Læs mere om Finland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig