Filon fra Alexandria, ca. 10 f.Kr.-ca. 45 e.Kr., jødisk forfatter, filosof og politiker.

Filons liv kendes kun fragmentarisk. Han tilhørte den økonomiske og intellektuelle elite i det store jødiske samfund i Alexandria (se den alexandrinske diaspora), og i sit omfattende, græsksprogede forfatterskab forenede han jødisk og hellenistisk kultur.

Filon skrev adskillige kommentarer til Mosebøgerne og andre skrifter i den jødiske bibel og tolkede i reglen teksterne allegorisk ved konsekvent at søge ned under tekstens overflade for at finde dens dybere symbolske betydning, som han udtrykte vha. platonisk og stoisk filosofi; hans tolkning af begrebet logos er central.

Også politisk søgte Filon at virke for de alexandrinske jøders sag; efter sammenstød mellem jøder og andre grupper i Alexandria i 38-39 rejste Filon til Rom som medlem af en jødisk delegation, der skulle tale jødernes sag for kejser Caligula.

Filons syntese mellem jødedom og hellenistisk kultur blev ikke godtaget af rabbinsk jødedom, hvorfor han aldrig opnåede status som jødisk filosof. Historisk set fik han langt større betydning for kristendommen end for jødedommen. Se også hellenistisk jødedom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig