film i Storbritannien

De franske Lumière-brødre stod i 1896 for den første filmforevisning i London, men britiske filmpionerer konstruerede selv apparatur og lavede snart opfindsomme og originale film, fx G.A. Smiths (1864-1959) Grandma's Reading Glass (1900) og Cecil Hepworths (1874-1953) Rescued by Rover (1905). Britisk film sakkede dog bagud fra ca. 1910.

I slutningen af 1920 kom en vis genoplivning med Anthony Asquith og især Alfred Hitchcock, hvis talent for filmisk spænding allerede sås i The Lodger (1926, London-Mysteriet). Hitchcock tog lydfilmens muligheder op i Blackmail (1929, Pengeafpresning), og hans spændingsfilm, fx The 39 Steps (1935, De 39 Trin) og The Lady Vanishes (1938, En Kvinde forsvinder), gjorde ham til britisk films mest succesrige filmskaber, inden han i 1939 rejste til USA.

I 1930'erne lykkedes det delvis at dæmme op for Hollywoods dominans med kvotelovgivning, ligesom syngefilm med rødder i music-hall-traditionen blev populære. Producenten Alexander Korda fik succes med The Private Life of Henry VIII (1933, Henrik den Ottendes Privatliv) og fortsatte med pompøse kostumefilm, rettet mod det amerikanske marked.

Samtidig begyndte på initiativ af John Grierson en dokumentarfilmproduktion i statsligt regi, og klassikere som Night Mail (1936) gjorde britisk dokumentarisme til et forbillede. Under 2. Verdenskrig produceredes en række beredskabsfilm, og krigen var også emnet i mange spillefilm, fx i Noel Coward og David Leans In Which We Serve (1942, Havet er vor Skæbne).

I efterkrigsårene kom flere hovedværker, bl.a. Laurence Oliviers Hamlet (1948) og Carol Reeds The Third Man (1949, Den tredje mand), makkerparret Michael Powell og Emeric Pressburger lavede overspændte technicolor-dramaer, bl.a. The Red Shoes (1948, De røde Sko), og David Lean markerede sig som en af de mest fremtrædende filmskabere med Brief Encounter (1945, Det korte møde) og Oliver Twist (1948). Ealingstudiet, ledet af Michael Balcon, blev berømt for sine underfundige komedier, fx Whisky Galore (1949, Masser af whisky) og Kind Hearts and Coronets (1949, Syv små synder). I 1950'erne blev Hammerstudiet tilsvarende kendt for sine skrækfilm.

Med afsæt i dokumentarbevægelsen Free Cinema og ny samfundskritisk litteratur dukkede i slutningen af 1950'erne originale, socialt engagerede instruktører op, ofte sat i forbindelse med den ny bølge i Frankrig, bl.a. Tony Richardson, Karel Reisz og Lindsay Anderson.

I 1960'erne fik Richard Lesters Beatles-film og James Bond-serien, produceret i tæt samarbejde med Hollywood, stor international succes. Britisk filmproduktion nød godt af kapitalindsprøjtningen fra USA, men fra 1970 medførte faldende investeringer og færre biografbesøg en dyb krise. Samtidig fremkom dog de markante socialrealister Ken Loach og Mike Leigh og de ekstravagante stilister Ken Russell og Nicolas Roeg.

Producenten David Puttnam spillede en vigtig rolle i britisk films kortvarige succesbølge omkring 1980 med en række reklamefilmuddannede instruktører, bl.a. Alan Parker, brødrene Ridley og Tony Scott samt Hugh Hudson (f. 1936), hvis Chariots of Fire (1981, Viljen til sejr) vandt en Oscar. Tv-selskabet Channel Four investerede i filmproduktion og skabte grundlag for en række anerkendte film, fx Stephen Frears' My Beautiful Laundrette (1985, Mit smukke vaskeri). Bevidst æstetiserende instruktører som Derek Jarman, Peter Greenaway, Terence Davies (1945-2023) og Sally Potter (f. 1949) skabte en række bemærkelsesværdige film. Den britiske tradition for smagfulde kostumefilm er videreført i film som James Ivorys A Room with a View (1986, Værelse med udsigt), Ang Lees (f. 1954) Sense and Sensibility (1995, Fornuft og følelse) og John Maddens (f. 1949) Shakespeare in Love (1998).

I løbet af 1990'erne blev filmproduktionen nærmest fordoblet, grundet øgede offentlige tilskud og internationale træffere. Den romantiske komedie med en særlig britisk afsmag fik et stort internationalt gennembrud med Mike Newells (f. 1942) Four Weddings and a Funeral (1994, Fire bryllupper og en begravelse), fulgt af bl.a. Notting Hill (1999) og Bridget Jones's Diary (2001, Bridget Jones' dagbog). En gruppe af film, der med humor og varme tager udgangspunkt i den britiske arbejderklasse opnåede en lignende succes, især Peter Cattaneos (f. 1964) stripperkomedie The Full Monty (1997, Det' bare mænd), samt bl.a. Mark Hermans (f. 1954) Brassed Off (1996) og Stephen Daldrys (f. 1961) Billy Elliott (2000). Efter 2000 har den amerikansk finansierede, men britisk lavede Harry Potter-serie (siden 2001) været fremtrædende. Inden for animation er studiet Aardman Animations blevet berømt for deres modellervoksfilm, bl.a. Wallace and Gromit: The Curse of the Were-Rabbit (2005, Walter og Trofast – Det store Grøntsagskup).

Fornyelse med et ungt, dynamisk udtryk sås i bl.a. Danny Boyles humoristiske junkie-skildring Trainspotting (1997) og i Guy Ritchies (f. 1968) krimikomedier, samt Jonathan Glazers (f. 1965) krimi Sexy Beast (2000). Mike Leigh og Ken Loach er begge fortsat kunstnerisk fremtrædende; det samme gælder den alsidige Michael Winterbottom.