Filip. Apostlen Filip med sit kors. Kobberstik af Albrecht Dürer, der udførte lignende stik af apostlene Paulus, Thomas, Simon og Bartholomæus. I trykpladen har Dürer rettet årstallet 1523 til 1526.

.

Filip, 1 en af Jesu tolv disciple (Matth. 10,3; Ap.G. 1,13), som kun Johannesevangeliet fortæller nærmere om (fx Joh. 1,43-48; 14, 8f.). Traditionen forbinder hans virke med Lilleasien.

Ifølge legenden blev Filip korsfæstet og stenet efter at have jaget en giftig drage ud af et marstempel i Frygien. Han fremstilles i billedkunsten med et latinsk kors, evt. med to tværbjælker, og/eller sten og/eller slange eller drage.

2 ifølge Ap.G. 6,5 en af de syv diakoner, der valgtes til at forestå fattigforsorgen i Jerusalem. Siden optrådte han som evangelist (Ap.G. 8,5-40; 21,8). Han er med urette blevet identificeret med Jesu discipel af samme navn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig