Fiji - geografi

udgøres af to næsten lige store grupper, de oprindelige fijianere, som er et melanesisk folk, og indere, der er efterkommere af de plantagearbejdere, som af englænderne blev importeret til sukker- og kokosplantagerne fra slutningen af 1800-t. og fremover. Tilsammen udgør de 95% af befolkningen; resten er især kinesere og forskellige polynesiske grupper. Til de sidste hører banaba på øen Rabi, som i 1945 kom hertil fra Ocean Island i Kiribati, efter at store dele af deres ø var blevet gravet væk af et britisk fosfatselskab.

Fiji har især efter uafhængigheden i 1970 været præget både af politisk rivalisering mellem de to hovedgrupper og af betydelige bestræbelser på at fremme en fælles fijiansk nationalitetsfølelse med mindre vægt på etnisk tilhørsforhold. I løbet af 1980'erne kom inderne i overtal, bl.a. på baggrund af en fortsat indvandring, men efter et melanesisk orienteret kup i 1987 er mange af de højtuddannede indere emigreret. Hverken inderne eller melanesierne udgør homogene grupper. Inderne er delt af religiøse, kastemæssige og etniske forskelle med bl.a. et muslimsk mindretal og en gruppe af sikher og indvandrere fra Gujarat (nord for Mumbai) centralt placeret i forretningslivet. De oprindelige fijianere er delt i en lang række klaner, og et traditionelt aristokrati af høvdinge forsøger at bevare deres magt ifølge landets indviklede forfatning, hvor forskellige etniske og regionale grupper på forhånd er sikret pladser i parlamentet.

De to store øer er bjergrige og for en stor del dækket af skov. Næsten alle øerne er af vulkansk oprindelse, og mange er omgivet af koralrev, som flere steder danner store laguner. Klimaet er tropisk, men temperaturerne dæmpes af de overvejende østlige og sydlige fugtige vinde. De medfører store nedbørsmængder til de vindvendte kyster og til de højeste bjerge, som er dækket af egl. regnskov. Læsiderne og de lavere øer får langt mindre regn, og vandforsyning er et problem på flere småøer. Karakteristisk for landskabet er store arealer med sekundær skov, der er resultatet af århundreders flyttemarksbrug, hvor skovstykker med mellemrum afbrændes til dyrkning.

Bosætning og erhverv knytter sig helt overvejende til en smal, tætbefolket kyststribe, mens store områder midt på øerne er utilgængelige og ubeboede. Overalt på Fiji er kokospalmer et supplement til økonomien, desuden på mange småøer hovednæringsvej. Kun 16% af arealet er agerland, og sukkerrør dyrkes på mere end en fjerdedel af dette. I kolonitiden var Fijis økonomi helt domineret af sukkerrør og kokos; begge er af faldende betydning, men sukker udgør fortsat op mod halvdelen af eksporten og afsættes især til EU under Lomékonventionens sukkerordning.

Fijis centrale placering i Stillehavsregionen har sammen med et liberalt investeringsklima tiltrukket en del investeringer, og især eksportorienteret tekstilindustri er i stærk vækst. På den vestlige del af Viti Levu findes en mindre guldforekomst, hvorfra der årlig produceres 2-3 t guld og en smule sølv.

Fiji har længe været førende i regionens voksende turistbranche. Især omkring den internationale lufthavn i Nadi, ved den nærliggende, indisk prægede Lautoka og på de små Mamanuthaøer vest herfor findes store hotelanlæg, som tilbyder især australske turister brede koralsandstrande, sportsdykning og golf. Flere anlæg har medført konflikter med lokale jordejere og traditionelle fiskeriinteresser. Ofte fremviser turistbranchen en tydelig etnisk tredeling af virksomhederne med udenlandske selskaber som ejere, Fiji-indere som mellemledere og Fiji-melanesiere til det grovere arbejde. Strukturen kan genfindes i hele det fijianske samfund og skyldes bl.a. de restriktive fijianske jordlove, som har henvist Fiji-inderne til de øvrige sektorer i økonomien. Den politiske uro efter kupforsøget i 2000 var en katastrofe for turistbranchen.

Læs mere om Fiji.