Ficana, antik latinsk by nær Tiberens udløb og ved betydelige saltværker. Ficana, en forløber for det senere romerske Ostia, blev i 600-t. f.Kr. offer for Roms ekspansion mod havet. Italienske og skandinaviske arkæologer frilagde i 1970'erne bl.a. byens fæstningsvold, hytter og huse med stenfundamenter fra 700-600-t. f.Kr. Fra 300-t. f.Kr. blev området udlagt med spredte landvillaer. Endvidere er gravpladsen med grave fra 800-300-t. f.Kr. undersøgt.