Ferrosan A/S, dansk lægemiddelvirksomhed, grdl. 1920 i København af Niels Jacob Herman Weitzmann (1870-1952). Det første produkt var et jerntilskud, Ferrosan ('sundt jern'), senere kaldet Idozan; i de følgende år lanceredes bl.a. guldlægemidlet Sanocrysin til behandling af kronisk leddegigt, vitaminpræparaterne ABCDin og Multi-tabs, det sukkerfrie tyggegummi Caroxin og tandpastaen Fluo Calcin. Virksomheden var den første importør af p-piller til Danmark.

I 1986 blev Ferrosan opkøbt af Novo, som nedlagde visse dele, men overførte hele forskningsafdelingen til sig selv. Ved et management buy out i 1995 blev Ferrosan atter selvstændig. I 2003 blev aktiemajoriteten overtaget af Altor 2003 Fond, en nordisk investeringsfond, og samme år købte Ferrosan den norske Nordic Sales Group, som er førende inden for omega-3-fiskeolier. Dermed samlede virksomheden sig om især håndkøbs- og naturmedicin, vitaminer og kosttilskud. 2011 købte Phizer Ferrosans forbrugerdivision.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig