Fernand Khnopff

Faktaboks

Fernand Khnopff
født:
1858
død:
1921

Fernand Khnopff, 1858-1921, belgisk maler og kunstkritiker. Fernand Khnopff, der var uddannet i Bruxelles og Paris, var 1883 medstifter af sammenslutningen Les Vingt.

Inspireret af The Aesthetic Movement viede han sit liv til dyrkelsen af skønheden og det åndelige, og han opførte sin egen villa som et tempel for denne livsopfattelse, hvor kunstneren står som formidler til de bredere kredse, hvilket Khnopff gjorde ved at give forelæsninger i La Maison du Peuple i Bruxelles.

Stilistisk tilhørte han den symbolisme, hvor det realistiske formsprog fastholdes, men lades med mystiske og transcendentale overtoner, der forvarsler surrealismen, fx Den forladte by (1904, Musées royaux des beaux arts, Bruxelles).

Fernand Khnopff arbejdede også med skulptur, teaterdekorationer, kostumer, bogillustrationer og rumudsmykning.

Læs mere om belgisk kunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig