Ferenc Münnich, 16.11.1886-29.11.1967, ungarsk politiker. Münnich, der var krigsfange i Rusland, blev i 1917 medlem af bolsjevikpartiet og var siden med til at stifte kommunistpartiet i Ungarn. Efter Béla Kun-regeringens fald i 1919 flygtede han først til Wien, senere til Moskva. Han blev involveret i Kommunistisk Internationale og ledede Den 11. Internationale Brigade under Den Spanske Borgerkrig. I 1945 vendte han tilbage til Ungarn og udnævntes til politichef i Budapest. 1949-56 beklædte Münnich ambassadørposter i forskellige lande. Under opstanden i 1956 var han øverstkommanderende for militæret. Efter nedkæmpelsen blev han først sikkerhedsminister i Kádár-regeringen, derefter viceministerpræsident. 1958-61 var han præsident for ministerrådet og 1961-65 statsminister.