Ferdinand Sauerbruch, 1875-1951, tysk kirurg, der var assistent hos J. von Mikulicz-Radecki i Breslau, hvor han i 1904 konstruerede et stort undertrykskammer rummende kirurg og patientens krop, mens dennes hoved vha. en lufttæt manchet om halsen kunne lejres uden for kammeret. Dette muliggjorde udførelse af operationer i brysthulen, uden at lungerne klappede sammen, og medførte en revolution af thoraxkirurgi. Under 1. Verdenskrig udviklede han bevægelige håndproteser med anvendelse af musklerne på amputationsstumpen. Sauerbruch blev professor ved flere tyske universiteter, senest ved Charitésygehuset i Berlin 1927-49.