Feodosija, havneby ved Sortehavet på Krimhalvøen; 69.100 indb. (2014). Byen er et populært ferie- og kursted med strande, kurvandskilder og mudderbade. Den blev grundlagt som græsk koloni, Theodosia, i 500-t. f.Kr. og har siden da været en vigtig udskibningshavn for korn. I 1200-t. blev den under navnet Caffa (Kaffa) centrum for Genovas monopol på Sortehavshandelen. Efter at være blevet erobret af den krimske khan i 1475 var Feodosija under tyrkisk, tatarisk herredømme frem til 1783, da Rusland annekterede Krim. Ligesom det øvrige Krim blev Feodosija i 2014 annekteret af Rusland.