Felix Bloch, 23.10.1905-10.9.1983, schweizisk- amerikansk fysiker, uddannet i Zürich og Leipzig. Bloch forlod Tyskland i 1933 og blev professor på Stanford University i Californien i 1934. Samme år udviklede han en metode til polarisering af neutroner. Med den metode målte han i 1939 som den første neutronens magnetiske moment. I 1945 udviklede han den kernemagnetiske resonansteknik (NMR). For denne opdagelse fik Bloch i 1952 nobelprisen i fysik sammen med E.M. Purcell, der uafhængigt af Bloch havde udviklet samme teknik. I 1954-55 var Bloch den første generaldirektør for CERN. Bloch har bidraget med betydningsfulde teorier for elektroners bevægelse i faste stoffer (Blochs sætning) og for ferromagnetisme (Bloch-væggen).