Februarpatentet, østrigske forfatningslove, udstedt 26.2.1861 af kejser Frans Josef 1. Lovkomplekset skulle indadtil imødekomme liberale krav om konstitutionelle ændringer og ønsket om en decentralisering af forvaltningen. Samtidig håbede kejsermagten gennem patentet at genoprette Østrigs økonomiske, militære og udenrigspolitiske handlefrihed. Der indførtes et rigsråd med to kamre, Herrenhaus og Abgeordnetenhaus, med lovgivningsinitiativ. Trods rigsrådets udemokratiske sammensætning dannede det frem til 1918 grundlaget for senere demokratiseringer.