Fc-fragment

Fc-fragment, det ene af de tre fragmenter af et antistofmolekyle, som dannes, når antistofmolekylet spaltes med enzymet papain, der kommer fra frugten papaya.

Faktaboks

etymologi:
1. led i ordet Fc-fragment er fork.f. engelsk Fragment crystalline 'krystalliserbart fragment'.

Ved spaltningen dannes ud over Fc-fragmentet, som består af antistofmolekylets konstante del, også to såkaldte Fab-fragmenter (antigen-bindende), der udgør antistofmolekylets variable del.

Fc-delen af antistoffer kan i visse tilfælde binde og aktivere komplement (se komplementsystemet), som er et sæt af proteiner, der virker i immunforsvaret. Fc-delen binder desuden til specifikke Fc-receptorer på overfladen af forskellige celletyper, hvilket er af betydning for antistoffernes biologiske aktivitet.

Se også antistoffer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig