Faxälven, den nordsvenske Ångermanälvs vigtigste biflod, modtager vand fra Norge, afvander det nordligste Jämtland (under navnet Ströms Vattendal) og en del af Ångermanland. Den passerer Strömsund og tappes ved sydenden af Sporrsjön for ca. 1/5 af sine vandmasser i en bifurkation til Vängelalven og videre gennem Fjällsjöälven til forening med Ångermanälven nær Näsåker. Hovedparten af Faxälven forenes siden med Ångermanälven ved Sollefteå og fortsætter gennem Ångermanland. Afvandingsområdet er cirka halvt så stort som Danmark; vandets kraft udnyttes ved Ramsele og ved Hjälte umiddelbart før foreningen med Ångermanälven.