Fanø. Stråtækt hus i Sønderho.

.

Fanø Kommune - historie, Fanø Kommune blev oprettet i 1970 ved sammenlægning af sognekommunerne Nordby og Sønderho. Grænsen mellem de to sogne går tværs over øen mellem Albuen og Pælebjerg. Øen nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231. Den tilhørte kongemagten og var fra 1500-t. retsligt et frit kongeligt birk. I slutningen af middelalderen anlagde Ribeborgere fiskerlejerne Sønderho og Nordby, og senest i 1500-t. var der kirker begge steder. De nuværende kirker i Sønderho og Nordby er opført i hhv. 1782 og 1786.

Fanøs befolkning ernærede sig oprindelig af landbrug og fiskeri. Landbruget var i 1500-1600-t. stærkt plaget af sandflugt, og fiskeriet fra Fanø var indtil 1685 underlagt Ribes og Vardes privilegium på forhandling og udførsel af områdets fiskefangster.

Ophævelsen af dette privilegium blev den spæde begyndelse til den udvikling, som efter Fanøs frikøb fra kronen i 1741 førte til dens storhedstid som søfartsø i slutningen af 1700-t. og op gennem 1800-t. I den periode udvikledes øens sejlskibssejlads fra lokal Vadehavsfart over fart på Nord- og Østersøen til oceangående langfart.

Et betydeligt skibsbyggeri fandt desuden sted på Fanø. Konkurrencen fra dampskibene samt talrige forlis førte i begyndelsen af 1900-t. til sejlskibsflådens fald. I slutningen af 1800-t. blev Fanø kendt som badested.

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 anlagde tyskerne stærke befæstninger på øen. Flere hundrede bunkere fra perioden sætter stadig deres præg på landskabet.

Fanø Kommune var uberørt af strukturreformens kommunesammenlægninger 2007.

Læs mere om Fanø kommune.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig