Falster

Fra middelalderen indtil 1766 tilhørte størstedelen af Falster kronen. I Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231 opregnes samtlige nuværende sogne og de fleste landsbyer. Falsters to købstæder, Nykøbing og Stubbekøbing, blev begge anlagt i slutningen af 1100-t.

Falster var i middelalderen præget af krigshandlinger med fx venderne i 1158 og lübeckerne i 1253, og i 1509 genfindes kun 90 af de 110 landsbyer, der var nævnt i Jordebogen. Til gengæld opstod der i samme periode 29 nye bebyggelser først og fremmest langs Falsters kyster.

I 1500-t. havde Falster en række mindre hovedgårde, der især ejedes af den lokale adel, men fra 1560 til 1630 blev de ved mageskifter overtaget af kronen, og hele øen blev igen krongods. Derfor kunne Falster bruges som livgeding (enkesæde) for Frederik 2.s dronning Sophie og Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. Mageskiftet betød en meget hårdhændet administration og en så stor beskatning af befolkningen, at mange gårde lå øde hen.

Falster blev forvaltet som ryttergods 1718-66 og kom i den periode langsomt til hægterne. I 1766 blev ryttergodset solgt ved en auktion, og der oprettedes ti nye hovedgårde, hvoraf de fem fik tillagt nye store hovedgårdsmarker, som dog først måtte opdyrkes ved hoveri af bønderne, hvilket gav anledning til mange stridigheder.

Landsbyerne blev udskiftet af fællesskabet 1778-1814, og gradvis overgik fæstebønderne til selveje, en proces, der først var afsluttet omkring 1860.

Falster oplevede en betydelig økonomisk ekspansion efter 1880, da landbruget med oprettelse af andelsmejerier og -slagterier blev omlagt til animalsk produktion, hvilket førte stor produktion af foderafgrøder med sig. Ligeledes øgedes dyrkningen af sukkerroer til fabrik.

Nykøbing Falster og Stubbekøbing blev vigtige centre for sukkerproduktionen, og mellem 1890 og 1914 kom der bl.a. mange polske og svenske arbejdere til øen som sæsonarbejdere i roemarkerne, især kvinder; adskillige af dem blev boende.

Ved etableringen af jernbanen mellem Orehoved og Nykøbing Falster i 1872 og jernbanefærgerne til Masnedø i 1884 og til Warnemünde i 1903 (nedlagt 1995) fik Falster en central trafikal placering, der blev øget ved anlæggelsen af Storstrømsbroen, indviet i 1937, og Farøbroerne, indviet i 1985.

Efter 1975 har Falster været præget af stor arbejdsløshed som følge af omlægninger både i landbruget og i industrien i byerne.