Fakhr od-Din Shâdmân

Fakhr od-Din Shâdmân var en iransk historiker, embedsmand, minister samt kritiker af den kulturelle og sociale udvikling i samtidens Iran.

Shâdmân gennemførte en jurauddannelse i Teheran og trådte herefter ind i statsadministrationen, bl.a. for The Anglo-Iranian Oil Company med længere ophold i London. I 1930'erne studerede han også økonomi og politologi i Paris og tog en ph.d. i historie fra London School of Economics and Political Science. Shâdmân underviste senere i både Cambridge og Harvard.

I de første årtier af 1900-tallet var der en stærk bevægelse blandt Irans intellektuelle, der var fortalere for en overtagelse af de vestlige politiske styreformer og, generelt, vestlig kultur, der sås som fundamentet for den overlegne vestlige teknologi og økonomi, som et fattigt og industrielt underudviklet Iran tørstede efter at kunne måle sig med. Den samme vestliggørelse og modernisering af det iranske samfund var også det politiske program, som de to Pahlavi-shaher, Rezâ (reg. 1925-1941) og Mohammad Rezâ (reg. 1941-1979), havde. Shâdmân var en af de første ledende intellektuelle, der kritiserede den fuldstændige, og ifølge ham blinde, overtagelse af vestlig kultur og samfundsorden. Han så en fare i, at den vestlige civilisation helt ville erobre Iran – og det øvrige Østen – hvis ikke Østen fastholdt sine egne kultur og værdier.

Fakhr ol-Din Shâdmân var ikke Vesten fjendtligt stemt. Målet for hans kritik rettedes især mod to typer eller grupper i det iranske samfund. De fra Vesten hjemvendte pseudointellektuelle iraner, der med et overfladisk kendskab til Vesten via uddannelse dér ville leve et liv i Iran efter vestlige normer og værdier samt glemme sin oprindelige iranske kultur, og de religiøse lærde, som lukkede øjnene for og afviste de aspekter af vestlig kultur og civilisation, som Shâdmân så som vigtige for Iran, først og fremmest viden, forsknings- og uddannelsesresultater samt teknologi. Shâdmân var fortaler for en gylden middelvej, hvor han pegede på bl.a. Japan som eksempel, der ifølge ham var lykkedes med at overtage nyttig teknologi, viden og metode uden at give afkald på landets egen kultur og egne værdier. Shâdmân foreslog også, at man oprettede et studium af Vesten, Occidentalske studier, i Iran som pendant til Vestens Orientalske studier for at øge landets viden om Europa og USA.

Shâdmâns overbevisning om og forsvar for en opretholdelse af Iran oprindelige kultur – samtidig med en bevidst overtagelse af dele af den vestlige verdens frembringelser – er som diskurs blevet kaldt ”nativisme”, der kan defineres som vigtigheden af at bevare en oprindelig kultur over for en indtrængende anden kultur. Denne diskurs – med større eller mindre vægt lagt på den religiøse kultur og tilnærmelse til Vesten – kan spores hos senere iranske tænkere og ideologer som Ahmad Fardid, ’Ali Shari’ati, Jalâl Âl-e Ahmad og ayatollah Khomeini.