Fabius

Fabius, romersk patricierslægt, der regnes blandt de fem større familier, som dominerede romersk politik indtil 100-t. f.Kr. To fremtrædende medlemmer var Quintus Fabius Maximus Rullianus og Quintus Fabius Maximus Verrucosus, kaldet Cunctator ('Nøleren'), d. 203 f.Kr.

Rullianus var mellem 322 og 295 f.Kr. konsul fem gange og diktator i 315. Han vandt en række krige, der blev ført med etruskerne og samnitterne, bl.a. Slaget ved Sentinum i 295 f.Kr., som afgjorde Den 3. Samnitiske Krig.

Cunctator var konsul fem gange mellem 233 og 209 f.Kr. Han blev for anden gang udnævnt til diktator efter romernes nederlag til Hannibal ved Trasimenosøen i 217 f.Kr. Fabius fik sit tilnavn, fordi han som hærfører undgik åbne slag og i stedet forsøgte at udmatte Hannibal. Denne taktik blev i begyndelsen stærkt kritiseret, men viste sin berettigelse på længere sigt. Cunctator, der også blev kaldt Roms skjold, var i de følgende år Roms mest betydningsfulde politiker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig